Dato for udgivelse
07 feb 2006 13:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 jan 2006 12:48
SKM-nummer
SKM2006.55.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
294/2005
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Domstolssag, påstandsdokument, udeblivelsesvirkning, afvisning
Resumé

På et berammelsesmøde i Østre Landsret blev sagen berammet til domsforhandling. Samtidig bestemte landsretten, at parterne skulle indgive påstandsdokument 14 dage før domsforhandlingen, og at undladelse heraf kunne medføre udeblivelsesvirkning. Østre Landsret udsendte ikke en retsbog om det på berammelsesmødet passerede.

Eftersom sagsøgeren ikke rettidigt indleverede påstandsdokument, afviste Østre Landsret ex officio sagen, jf. retsplejelovens § 356 a, stk. 2, jf. § 360, stk. 1 og 6.

Med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev afgørelsen indbragt for Højesteret, som stadfæstede afvisningen.

(Det bemærkes, at den afviste sag blev genanlagt, og at der forelå en upåanket dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet, da Højesteret traf afgørelse i sagen).

Reference(r)

Retsplejeloven § 356a, stk. 2
Retsplejeloven § 360, stk. 1
Retsplejeloven § 360, stk. 6
Retsplejeloven § 354, stk. 7

Henvisning
Processuelle regler 2006-1 I.1.3

Parter

A
(advokat Ole Bernt Hasling)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesretsdommerne

Marie-Louise Andreasen, Per Walsøe og Børge Dahl.

I tidligere instans er der af Østre Landsrets 4. afdeling truffet beslutning den 11. oktober 2004 og afsagt kendelse den 14. oktober 2004. Procesbevillingsnævnet har den 30. juni 2005 meddelt tilladelse til, at afgørelserne indbringes for Højesteret.

Påstande

Kærende, A, har påstået landsrettens afgørelser ophævet.

Indkærede, Skatteministeriet, har grundet manglende retlig interesse i kæremålets pådømmelse ikke nedlagt påstand i sagen.

Østre Landsret har henholdt sig til afgørelserne.

Højesterets begrundelse og resultat

Kendelsen af 14. oktober 2004 blev afsagt på baggrund af parternes udtalelse om fristoverskridelsen, og der ikke er fremkommet oplysninger, som kan medføre, at retten undtagelsesvis bør undlade at tillægge fristoverskridelsen udeblivelsesvirkning i form af afvisning, jf. herved retsplejelovens § 354, stk. 7. Højesteret stadfæster derfor kendelsen af 14. oktober 2004.

T h i    b e s t e m m e s

Landsrettens kendelse af 14. oktober 2004 stadfæstes.