Dato for udgivelse
07 Feb 2006 09:23
SKM-nummer
SKM2006.52.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
05-024179
Dokument type
SKAT-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skattemæssigt årsregnskab, fremmed valuta, koncerner, regnskabsposter, restskat, overskydende skat, udskudt skat, acontoskat
Resumé
SKAT har modtaget en henvendelse vedrørende fortolkningen af reglerne om udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab i fremmed valuta, jf. skattekontrollovens § 3 C, stk. 3-14. Da svaret på henvendelsen kan være af generel interesse, gengives svaret i meddelelsen. 
Reference(r)
Skattekontrolloven § 3 C

SKAT har modtaget en henvendelse vedrørende fortolkningen af reglerne om udarbejdelse af skattemæssigt årsregnskab i fremmed valuta, jf. skattekontrollovens § 3 C, stk. 3-14. Da svaret på henvendelsen kan være af generel interesse, gengives svaret nedenfor.

Indledningsvis skal det påpeges, at lov nr. 422 af 6. juni 2005 alene vedrører den skattemæssige behandling af de i loven omhandlede poster, det vil med andre ord sige indkomstopgørelsen.

Udgangspunktet for omregningen m.v. er således den skattepligtige indkomst. Den skattepligtige indkomst opgøres med udgangspunkt i det regnskabsmæssige resultat før skat, og der foretages herefter skattemæssige korrektioner. Poster m.v., der således inden lov nr. 422 af 6. juni 2005 var indkomstopgørelsen uvedkommende, er fortsat indkomstopgørelsen uvedkommende.

Ad Restskat og overskydende skat

Restskat og overskydende skat indgår ikke i indkomstopgørelsen og indgår dermed heller ikke i omregningen af resultatet til dansk mønt. En eventuel regnskabsmæssig opgjort kursregulering af restskat eller overskydende skat indgår derfor heller ikke i indkomstopgørelsen. Det er med andre ord fortsat således, at hverken restskat eller overskydende skat påvirker indkomstopgørelsen.

Restskat og overskydende skat fremkommer derimod som et resultat af selve indkomstopgørelsen efter omregningen af resultatet til dansk mønt, hvorfor såvel restskat som overskydende skat inkl. rentetillæg/rentegodtgørelse skattemæssigt skal opgøres i danske kroner. Der kan derfor ikke med virkning for indkomstopgørelsen foretages en kursregulering af hverken restskat eller overskydende skat.

Ad Acontoskat

Heller ikke acontoskatten indgår i selve indkomstopgørelsen, hvorfor acontoskatten heller ikke indgår i omregningen af resultatet til dansk mønt. Det er fortsat således, at acontoskatten - såvel den ordinære som den frivillige - ikke påvirker indkomstopgørelsen.

Der kan fortsat ikke foretages indbetaling af skatter, herunder acontoskatter, i anden mønt end dansk mønt. De acontoskatter, der er indbetalt, er følgelig indbetalt i dansk mønt. Ved indkomstopgørelsen gennemføres først en omregning af resultatet til dansk mønt, jf. reglerne i lov nr. 422 af 6. juni 2005, hvorefter de betalte acontoskatter fratrækkes ligeledes i dansk mønt. Der kan derfor ikke med virkning for indkomstopgørelsen foretages en kursregulering af acontoskatten.

Ad Udskudt skat

Udskudt skat indgår ikke i selve indkomstopgørelsen og indgår dermed heller ikke i omregningen af resultatet til dansk mønt. Det er fortsat således, at udskudt skat ikke påvirker indkomstopgørelsen.

Udskudt skat er alene en regnskabsmæssig postering, der ikke genfindes i indkomstopgørelsen. Af samme årsag kan der ikke med virkning for indkomstopgørelsen foretages en kursregulering af udskudt skat.