Dato for udgivelse
27 apr 2006 15:19
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
30 mar 2006 15:09
SKM-nummer
SKM2006.271.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
10. afdeling, B-3664-05
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat + Inddrivelse
Overemner-emner
Inddrivelse
Emneord
Forældelse, henstand, selskabsskat, forfaldstidspunkt
Resumé

Sagen drejede sig om, hvorvidt et skattekrav vedrørende skatteåret 1996/97, som indstævnte foretog udlæg for den 31. maj 2005, var forældet.

Appellanten, der er et revisionsselskab, indbragte i efteråret 1999 selskabets skatteansættelse vedrørende skatteåret 1996/97 for Landsskatteretten.

Kommunen meddelte i den forbindelse ved skrivelse af 3. november 1999 appellanten henstand med betaling af den skyldige selskabsskat, indtil klagen var afgjort ved Landskatteretten, dog senest til den 1. november 2001.

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 15. september 2000.

Indstævnte foretog herefter den 31. maj 2005 udlæg for den skyldige selskabsskat vedrørende skatteåret 1996/97, hvilket udlæg blev indbragt for fogedretten og efterfølgende Østre Landsret.

Under sagen gjorde appellanten gældende, at skattekravet var forældet med henvisning til, at retsvirkningen af den meddelte henstand kun havde været, at forældelsesfristen, jf. 1908-loven, var suspenderet.

Herudover gjorde appellanten gældende, at indstævnte og dennes rådgivere aldrig havde modtaget Landsskatterettens kendelse.

Endelig gjorde appellanten gældende, at indstævnte havde begået diverse sagsbehandlingsfejl efter modtagelsen af Landsskatterettens kendelse.

Både Fogedretten i Hørsholm og Østre Landsret fastslog, at skattekravet bestod pr. udlægsdagen den 31. maj 2005, idet retsvirkningen af den meddelte henstand var, at kravet først kunne anses for forfaldent på tidspunktet for Landsskatterettens kendelse.

Reference(r)

Forældelsesloven  (1908-loven) § 1 
Forældelsesloven  (1908-loven) § 2

.
Henvisning
Processuelle regler 2006-2 N.2.1

Østre Landsrets kendelse af 30. marts 2006,10. afdeling, B-3664-05

Parter

H1 A/S
(advokat Poul Gunnar Jensen)

mod

SKAT tidl. ToldSkat
(Kammeradvokaten v/advokat Per Michael Klausen)

Afsagt af landsdommerne

Blinkenberg, Taber Rasmussen og Gitte Rubæk Pedersen

----------

Hørsholm byrets kendelse af 8. november 2005, FS99-1168/2005

Denne sag drejer sig om, hvorvidt et krav på selskabsskat, der er foretaget udlæg for af ToldSkat den 31. maj 2005 og som drejer sig om selskabsskat for skatteåret 1996/1997, er forældet.

ToldSkat har nedlagt påstand om, at det af dem foretagne udlæg opretholdes for et beløb på 322.152 kr.

H1 A/S har nedlagt påstand om, at udlægget ophæves.

Parterne er enige om den størrelsesmæssige opgørelse af beløbet.

Sagens omstændigheder

ToldSkat traf den 30. juli 1999 afgørelse vedrørende H1s betaling af selskabsskat for skatteåret 1996/97. Afgørelsen blev af H1 indbragt for landsskatteretten. Den 3. november 1999 gav kommune H1 henstand med betalingen af selskabsskatten for 1996/1997. I brevet vedrørende henstand blev det angivet, at "henstanden gælder til klagen er afgjort ved skattemyndighederne, dog senest den 1. november 2001."

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen den 15. september 2000. H1 fik ved afgørelsen ikke medhold i sin klage.

ToldSkat foretog den 31. maj 2005 udlæg hos H1 for 327.320 kr.

Procedure

ToldSkat har gjort gældende, at forældelsesfristen i sagen først er begyndt at løbe fra Landsskatterettens kendelse af 15. september 2005 som følge af den meddelte henstand. Det fremgår af såvel almindelige forældelsesretlige regler som af retspraksis vedrørende henstand i skattesager - navnlig UfR 1930/68H og UfR 1989/1046H - at en skatteyder, der anmoder om og får bevilget henstand med betaling i forbindelse med en påklage af afgørelsen, forfalder kravet først til betaling, når betingelserne for henstand ikke længere er til stede. Der er således ikke kun tale om, at forældelsen suspenderes i den periode henstanden gives, men at der efter henstandens ophør begynder en ny fem-årig forældelsesfrist. For så vidt angår den del af kravet, der er et "restskattetillæg" er dette en del af kravet på samme måde som for eksempel renter, og dets forældelse knytter sig derfor til forældelsen af selve skattekravet. Det beløb, der blev foretaget udlæg for den 31. maj 2005 var derfor ikke forældet.

H1 A/S har gjort gældende, at den henstand, der blev givet alene medfører en suspension af forældelsen fra den 3. november 1999 til den 15. september 2000. Dette medfører, at skattekravet blev forældet i august 2002. Der er ikke ved den meddelte henstand eller i retspraksis belæg for at antage, at der løber en ny 5-årig forældelsesfrist fra landsskatterettens kendelse i sagen den 15. september 2000. Dette fremgår da også af de processuelle regler på ToldSkats område. For så vidt angår "restskattetillægget" er dette ikke omtalt i kommunes meddelelse om henstand. Følgelig er dette beløb samt morarenter heraf under alle omstændigheder forældet.

Fogedrettens bemærkninger

Det fremgår af de almindelige regler om forældelse, at hvis en kreditor giver en debitor henstand med betalingen af et beløb indtil en bestemt begivenhed indtræffer, vil begyndelsestidspunktet for forældelsen først være på det senere tidspunkt, hvor begivenheden indtræffer. Selv om der var begyndt at løbe en forældelsesfrist, er fristen afbrudt ved henstanden, og der begynder først at løbe en ny femårig frist efter henstandens ophør. Særligt for så vidt angår skattesager, er det ved UfR 1930/68H og UfR 1989/1046H fastslået, at et skattekrav for hvilket, der er givet henstand under påklage af skatteansættelsen, først anses for at være forfaldet til betaling ved den endelige afgørelse i sagen, således at forældelsesfristen først regnes fra denne dag.

Dette er retstilstanden på området uanset at der må gives H1 medhold i, at det formuleringen i "Processuelle regler på ToldSkats område 2005-1" kunne fremstå som om noget andet var tilfældet.

På denne baggrund er ToldSkats krav mod H1 derfor først forfaldet til betaling den 15. september 2005, og skattekravet var således ikke forældet, da der blev foretaget udlæg herfor den 31. maj 2005. For så vidt angår "restskattetillægget" og morarenter heraf findes tillægget at være en automatisk følge af den for sene skattebetaling, og findes derfor tillige først at være forfaldet til betaling den 15. september 2000. Det er på denne baggrund uden betydning, at tillægget ikke er udtrykkeligt omtalt i kommunes brev om henstand.

Thi bestemmes

Det af ToldSkat foretagne udlæg opretholdes for et beløb på 322.152 kr.

H1 A/S skal inden 14 dage betale 5.000 kr. i sagsomkostninger til ToldSkat.

----------

Østre Landsrets kendelse af 30. marts 2006,10. afdeling, B-3664-05

Efter votering afsagdes sålydende kendelse

Som fastslået ved højesteretsafgørelsen gengivet i UfR 1930.68H og UfR 1989.1046 kan skattekravet mod kærende som følge af den meddelte henstand først anses som forfaldet, da Landsskatteretten traf afgørelse, hvilket også gælder det indeholdte restskattetillæg. Herefter var kravet ikke forældet på udlægstidspunktet, hvorfor

b e s t e m m e s

Fogedrettens afgørelse stadfæstes.