Hovedreglen er, at toldværdien  ansættes efter de principper, som gælder for transaktionsværdien. Opfyldes forudsætningerne for transaktionsværdien ikke, findes 5 alternative metoder til at ansætte toldværdien, se A.6.2.
 
TK art. 29 Transaktionsværdien er den pris, som faktisk er betalt eller skal betales for varerne ved salg til udførsel til EU's toldområde  justeret for en række specifikke priselementer eller supplerende betalinger, f.eks.  omkostninger til forsendelse, emballage, evt. provenu ved videresalg, royalties og licensafgifter, se A.6.1.3 og A.6.1.4.
 
GB art. 147 Kravet om, at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EU's toldområde, anses for opfyldt, når blot de omhandlede varer har været genstand for et salg og er angivet til fri omsætning i EU.
 
TK art. 29, stk. 3, litra a Den pris, der faktisk er betalt eller skal betales, er den fulde betaling, som køberen yder eller skal yde sælgeren eller yde til fordel for denne, for de indførte varer. Den omfatter alle de betalinger, som køberen  har betalt eller skal betale til sælgeren som betingelse for handlen, eller som køberen skal betale til en tredjepart for at opfylde sælgerens  forpligtelser over for denne. Betaling kan ske - direkte eller indirekte - i kontanter, ved anvisninger, omsætningspapirer eller på anden måde.
 
GB art. 147 Kravet om, at prisen skal være opstået ved et salg til udførsel til EU's toldområde, anses for opfyldt, når  de omhandlede varer har været genstand for et salg og er angivet til fri omsætning i EU.
 
Når varer er genstand for flere på hinanden følgende salg - successive salg - inden de angives til fri omsætning, anses kravet kun for opfyldt det seneste salg. Det seneste salg kan således være den seneste salgstransaktion, inden varerne blev ført ind i EU eller efter indførslen inden angivelse til fri omsætning, f.eks. mens varerne er under en ordning med toldoplag.
 
Er der gennemført et salg forud for det seneste salg, kan importøren anmode toldcentret om, at dette salg lægges til grund for toldværdien. Importøren skal kunne dokumentere, at specifikke omstændigheder foreligger, eksempelvis:
  • varen er fremstillet i overensstemmelse med specifikationer, som gælder i EU, eller bærer mærkning eller påtegninger, , at varen ikke har anden anvendelse eller andet bestemmelsessted,  
  • varen er fremstillet/produceret specifikt til en køber i EU,  
  • en specifik vare bestilles hos en mellemmand, som får varen leveret fra en fabrikant.
 
EF-Domstolen har i sag C-11/89 (se Samling af domstolsafgørelser 1990, side 2275) afgjort, at en importør ikke kan fortryde valget af salg efter, at varerne er bragt i fri omsætning. Regulering efter reglerne i afsnit A.21.1 kan således ikke finde sted.