Lovens anvendelsesområde fremgår af MBL §§ 1 - 3.
Reglerne i minimumsbeskatningsloven (MBL) gælder for koncernenheder, der er en del af en multinational eller national koncern, som i to af de seneste fire regnskabsår før det aktuelle år har haft en årlig omsætning på mindst 750 mio. euro (ca. 5,6 mia. kr.), jf. MBL § 1.
Efter MBL § 2 er visse enheder (offentlige enheder, visse almennyttige fonde, internationale institutioner, pensionsinstitutter mv.) undtaget. De undtagne enheder indgår dog ved opgørelsen af, om koncernen opfylder størrelseskravet.
Har koncernen en omsætning på mindst 750 mio. euro. skal der foretages en identifikation af alle koncernens enheder, og det skal fastlægges, om der er enheder, som opfylder kriterierne for at være en undtagen enhed. Herefter skal det undersøges, om der er jurisdiktioner, hvor koncernens enheder effektivt beskattes med mindre end 15 pct. Den effektive beskatning af koncernens enheder opgøres samlet i hver af de jurisdiktioner, hvor enhederne er hjemmehørende. Er der enheder, som ikke er hjemmehørende i nogen jurisdiktion, så skal den effektive beskatning opgøres særskilt for hver af disse statsløse enheder.
Er der enheder i jurisdiktioner, hvor den effektive beskatning er mindre end 15 pct., så skal den lavt beskattede indkomst og ekstraskatten heraf opgøres.
Hvis et dansk ultimativt moderselskab direkte eller indirekte besidder en ejerandel i en lavt beskattet koncernenhed, påhviler det moderselskabet at beregne og betale den ekstraskat, der kan henføres til selskabet.
Det samme gælder for et dansk mellemliggende moderselskab, hvor det ultimative moderselskab i koncernen enten er en undtagen enhed eller er hjemmehørende i en jurisdiktion, der ikke anvender en kvalificeret regel om indkomstmedregning, og hvor et eventuelt udenlandsk mellemliggende moderselskab, med direkte eller indirekte bestemmende indflydelse over det danske mellemliggende moderselskab, heller ikke er omfattet af en kvalificeret regel om indkomstmedregning.
Desuden skal en dansk enhed i en udenlandsk koncern betale en ekstraskat i Danmark, hvis den effektive beskatning af enheden i Danmark er under 15 pct. I forhold til opgørelsen af den indenlandske ekstraskat henvises til reglen om substansbaseret indkomstudelukkelse i afsnit C.K.6.2.