Dokumentets dato
06 jul 1999
Dato for offentliggørelse
6. juli 1999
Cirkulærets nummer
1999-27
Ansvarlig fagkontor
SKAT internt
Overordnede emner
Told + Skat + Moms og lønsumsafgift + Inddrivelse + Ejendomsvurdering + Afgift
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C19990010409-regl

1.  I samtlige skatte-, told- og afgiftslove er indført en bestemmelse om, at skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser, herunder om at afgørelsen ikke kan indbringes for en højere administrativ myndighed (klageafkortning).

Bestemmelserne er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 336 af 10. juni 1998 om sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen) som ændret ved bekendtgørelse nr. 362 af 19. juni 1998, bekendtgørelse nr. 968 af 16. december 1998 samt bekendtgørelse nr. 565 af 2. juli 1999.

I den seneste ændring af sagsudlægningsbekendtgørelsen ophæves bl.a. den hidtidige § 2 B, hvorefter told- og skatteregion Esbjerg bemyndiges til at træffe afgørelse i 1. instans om indkomstansættelser efter kulbrinteopkrævningsloven § 2, stk. 3. Den kompetence som told- og skatteregion Esbjerg har ifølge denne bestemmelse indgår nu i nærværende cirkulære om dekoncentreret sagsudlægning, jf. pkt. 3, nr. 2 in fine.

Der er sket ændringer i organiseringen af kontrollen med foreninger mv. godkendt efter ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 3. Før skulle den godkendte almennyttige forening mv. indsende regnskab og andet materiale til den lokale told- og skatteregion, som skulle checke om godkendelsesbetingelserne stadig var opfyldte. Fra og med 1. juli 1999 står told- og skatteregion Nærum for denne kontrol for alle landets godkendte foreninger mv. Tilsvarende er tilfældet for de almennyttige institutioner mv., som er godkendt efter boafgiftslovens § 3, stk. 2. Nærværende cirkulære ændres i overensstemmelse hermed, jf. pkt. 3, nr. 1 og 4.

I cirkulærets pkt. 3, nr. 17 og 18 præciseres en allerede gældende praksis, hvorefter told- og skatteregion Høje-Taastrup træffer visse afgørelser i henhold til registreringsafgiftsloven og i pkt. 5 klargøres det, at visse afgørelser skal påklages til Landsskatteretten.

2.  Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3 kan direktøren for Told- og Skatte-styrelsen i de i § 2, stk. 1 og 2 nævnte tilfælde, dvs. tilfælde, hvor kompetencen i 1. instans ligger hos told- og skatteregionerne, respektive Københavns eller Frederiksberg kommuner, bemyndige en enkelt eller enkelte told- og skatteregioner samt toldcentre til at træffe afgørelse i 1. instans vedrørende alle sager på et bestemt område (dekoncentreret opgavevaretagelse).

3.  Direktøren for Told- og Skattestyrelsen har efter § 2, stk. 3 i sagsudlægningsbekendtgørelsen henlagt afgørelsen i følgende sagstyper til følgende
told- og skatteregioner og toldcentre:
 
  1. Afgørelser om fritagelse for boafgift for almenvelgørende institutioner mv. efter boafgiftsloven, § 3, stk. 2, træffes af Told- og Skatteregion Nærum. Region Nærum træffer endvidere afgørelse i sager om optagelse i kommende cirkulærer om almengørende eller på anden måde almennyttige fonde, foreninger, stiftelser, institutioner mv. samt religiøse samfund som er godkendt i henhold til boafgiftslovens § 3, stk. 2, ligesom regionen foretager den løbende kontrol med, at betingelserne for optagelse på listen fortsat er til stede.  
  2. Afgørelser i forbindelse med administrationen af kulbrinteopkrævningsloven, § 2, stk. 3, træffes af Told- og Skatteregion Esbjerg. Bemyndigelsen omfatter registrering af de skattepligtige, information og vejledning, arbejdsgiverkontrolfunktioner samt forberedelse af Ligningsrådssager. Endvidere opkrævning af indeholdt skat i henhold til kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2 og stk.  4. For så vidt angår indkomstansættelse bemyndiges region Esbjerg til at træffe afgørelse i 1. instans. Denne bemyndigelse gælder ikke sager, der vedrører principielle spørgsmål og sager, hvor der ikke er skabt fast praksis.
  3. Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift af udbyttedeling (medarbejderobligationer), jf. ligningsloven, § 7 N, stk. 1 og stk. 3-4, træffes af Told- og Skatteregion Maribo.
  4. Afgørelser om godkendelse af foreninger, fonde, stiftelser, institutioner mv. efter ligningsloven, § 8 A, stk. 2, 1. pkt. og § 12, stk. 3, træffes af Told- og Skatteregion Nærum. Region Nærum forestår ligeledes kontrollen med de godkendte foreninger mv.
  5. Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift af frigivne lejeforhøjelsesbeløb fra Grundejernes Investeringsfond, jf. ligningsloven, § 14 C, træffes af Told- og Skatteregion Maribo.
  6. Afgørelser om tilbagebetaling af afgift i henhold til 8. og 13. momsdirektiv efter momsloven, § 45, stk. 1 og stk. 3-4, træffes af Told- og Skatteregion Sønderborg.
  7. Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift efter pensionsbeskatningsloven, § 14 A, § 18 A, stk. 3, § 25, § 28, § 29 A, § 29 B, § 30, § 40 A, § 41, stk. 4-6, § 42, stk.2 og §§ 33-39 i bekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1995, træffes af Told- og Skatteregion Maribo. Told- og Skatteregion Maribo træffer endvidere afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift efter § 50, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 580 af 7. august 1991.
  8. Afgørelser i forbindelse med opkrævning af afgift efter realrenteafgiftsloven træffes af Told- og Skatteregion Maribo.
  9. Afgørelser i forbindelse med administrationen af skattekontrolloven, § 11 A, stk. 6-7, § 11 B, stk. 6-7 og § 11 C, stk. 5-6, træffes af Told- og Skatteregion Sønderborg.
  10. Afgørelser om afgiftsfritagelser efter stempelafgiftsloven, § 62, stk. 5, sidste punktum og stk. 6, sidste punktum, § 77, stk. 2, sidste punktum,  § 79, stk. 2 og § 84, stk. 2, træffes af Told- og Skatteregion Høje Taastrup.
  11. Afgørelser om dispensation efter sømandsfradragsloven, § 5, stk. 1, træffes af Told- og Skatteregion Frederiksberg.
  12. Afgørelser om TIR-godkendelse af køretøjer ved Toldcenter København efter toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 2112/78 af 25. juli 1978 om tiltrædelse af TIR-konventionen, træffes af Told- og Skatteregion Køge,Toldcenter Sydvestsjælland.
  13. Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for varer til internationale organisationer, institutioner og de dertil knyttede personer, jf. toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om fritagelse for import- og eksportafgifter, i henhold til konkrete aftaler med de pågældende  internationale organisationer og institutioner og toldloven, § 4, nr. 3 samt moms-, punktafgifts- og miljøafgiftslovgivningen, træffes af Toldcenter København. Undtaget herfra er afgørelser om told- og afgiftsfrihed for varer til NATO-hovedkvarterer og -personel, udenlandske militære NATO-styrker på øvelser samt til udenlandske officerer på udveksling, herunder personel ved det multinationale hovedkvarter i Nordsjælland (SHIRBRIG), der træffes af Told- og Skatteregion Århus,Toldcenter Østjylland.
  14. Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til internationale organisationer, institutioner og de dertil knyttede personer, jf. toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om fritagelse for import- og eksportafgifter, i henhold til konkrete aftaler med de pågældende  internationale organisationer og institutioner og toldloven, § 4, nr. 3 samt moms-, punktafgifts- og miljøafgiftslovgivningen, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup Undtaget herfra er afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til NATO-hovedkvarterer og -personel samt til udenlandske officerer på udveksling, herunder personel ved det multinationale hovedkvarter i Nordsjælland (SHIRBRIG), der træffes af Told- og Skatteregion Århus, Toldcenter Østjylland.
  15. Afgørelser om told- og afgiftsfrihed for motorkøretøjer til diplomatiske og konsulære repræsentationer og de dertil knyttede personer, jf. toldloven, § 2, stk. 1, jf. Rådsforordning nr. 918/83 af 28. marts 1983 om fritagelse for import- og eksportafgifter, lov om diplomatiske forbindelser, lov om konsulære forbindelser, og toldloven, § 4, nr 1. og 2., samt moms-, punktafgifts- og miljøafgiftslovgivningen, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.
  16. Afgørelser om depositum for registreringsafgift af udenlandske køretøjer, jf. registreringsafgiftsloven, jf. cirkulære nr. 139 af 19. juni 1991 om vurdering af motorkøretøjer mv., hvor henvendelsen fra udlandet ikke kan henføres til én bestemt region, træffes af Told- og Skatteregion Høje-Taastrup.
  17. Afgørelser i forbindelse med administration af standardpriser for fabriksnye køretøjer, jf. registreringsafgiftsloven, træffes af told- og skatteregion Høje-Taastrup.
  18. Afgørelser om optagelse af køretøjer på last- og varevognsfortegnelsen, herunder fortegnelsen over autocampere, jf. registreringsafgiftsloven, træffes af told- og skatteregion Høje-Taastrup.
  19. Afgørelser i forbindelse med administrationen af lov nr. 956 af 25.11.1994 om vejbenyttelsesafgift træffes af Told- og Skatteregion Frederikshavn.

4. Cirkulæret træder i kraft den 23. juli 1999.

Samtidig bortfalder cirkulære nr. 25 af 17. februar 1998 (tss-cirkulære 1998-4).

5. Regionernes og toldcentrenes afgørelse kan, for så vidt der ikke er klageadgang til Landsskatteretten, påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. § 11 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Fristen for klage er, for så vidt andet ikke er bestemt, 3 måneder, jf. § 10 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.




Frantz Howitz


/ Kim Bak