| 1. Afgiftspligt og registreringspligtEfter den tidligere gældende § 9 i lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer (nu § 9, stk. 1) skulle der betales afgift af affald, der blev tilført en registreringspligtig virksomhed. Registreringspligt indtrådte ved virksomhedens modtagelse af affald fra kommunale renovationsordninger, herunder affald, der var anvist af kommunalbestyrelsen til deponering eller forbrænding, jf. den tidligere gældende § 11 i samme lov.
Ved lov nr. 1071 af 23. december 1992 blev § 11, stk. 2 indsat (nu § 11, stk. 3). Herefter indtrådte der pr. 1. januar 1993 tillige registreringspligt for virksomheder, der modtog affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding. Registreringspligt indtrådte således, selvom der ikke forelå en anvisning, og selvom affaldet ikke var omfattet af en kommunal renovationsordning.
Ved lov nr. 1224 af 27. december 1996 blev § 11, stk. 1 ændret således, at der pr. 1. januar 1997 indtrådte registreringspligt ved modtagelsen af affald til deponering eller forbrænding, såfremt affaldet var omfattet af anvisningspligten eller en kommunal indsamlingsordning. Efter 31. december 1996 er det således tilstrækkeligt, at affaldet er omfattet af anvisningspligten uden at der samtidig behøver at foreligge en anvisning fra kommunen.
Ved registreringspligtens indtræden efter ovennævnte bestemmelser i lovens § 11, skulle der herefter i medfør af lovens § 9 som udgangspunkt betales afgift af alt affald, der blev tilført virksomheden fra og med registreringstidspunktet. Det vil sige, at der også skulle betales afgift, selvom det senere tilførte affald, hverken var omfattet af en kommunal renovationsordning, anvist til deponering eller forbrænding eller modtaget fra udlandet.
Inden ændringen af affaldsafgiftslovens § 11, stk. 1 pr. 1. januar 1997 blev stiltiende anvisninger i praksis også anset for at være en kommunal anvisning med registreringspligt til følge. Registreringspligt blev således anset for at være indtrådt, hvis kommunen var vidende om, at virksomheden modtog affald til deponering eller forbrænding, og kommunen stiltiende
accepterede bortskaffelsesmåden.
2. Østre Landsrets dom om anvisning og registreringspligt Østre Landsret har imidlertid ved en dom afsagt den 21. november 1996 (TfS 1997.176) statueret, at et værft, der deponerede eget produktions- og byggeaffald på egen grund, ikke var registreringspligtig i henhold til § 11 i lov nr. 838 af 19. december 1989 om afgift af affald og råstoffer.
Landsretten lagde til grund, at værftet ikke modtog affald fra kommunale renovationsordninger. Endvidere begrundede landsretten sin afgørelse med, at kommunens skriftlige godkendelse af en instruks vedrørende værftets
fyldplads ikke efter sit indhold kunne forstås som en anvisning af affald med den virkning, at virksomheden blev registreringspligtig. Landsretten udtalte, at registreringspligt med den deraf følgende pligt til at betale afgift
må kræve, at anvisning sker udtrykkeligt og klart. Den omstændighed, at der med kommunens viden var sket en faktisk affaldsdeponering på værftets grund, var ikke tilstrækkelig til at statuere registreringspligt.
Retssagen vedrørte et tilfælde, der lå forud for de ved lov nr. 1071 af 23. december 1992 og lov nr. 1224 af 27. december 1996 foretagne ændringer af registreringsreglerne i affaldsafgiftslovens § 11.
Dommen blev ikke anket.
3. Dommens betydningDet er Skatteministeriets opfattelse, at dommens resultat om kravene til udtrykkelig og klar anvisning ved deponering af eget affald på egen grund både har betydning ved deponering eller forbrænding af eget affald og ved deponering eller forbrænding af fremmed affald.
Herefter indtrådte registreringspligt efter de dagældende regler kun, hvis en virksomhed modtog en eller flere af følgende:
- affald fra kommunale renovationsordninger,
- affald, der udtrykkeligt og klart var anvist af kommunen, eller
- affald fra udlandet efter 31. december 1992.
3.1 Kommunale renovationsordningerAffald omfattet af kommunale renovationsordninger er beskrevet i §§ 2 - 4 og § 14 i affaldsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 118 af 23. februar 1989), idet ordningerne her bliver kaldt for indsamlingsordninger. Indsamlingsordninger vedrører typisk dagrenovationsaffald og dagrenovationslignende affald, jf. bekendtgørelsens § 2. I princippet kan kommunalbestyrelsen dog beslutte, at alt affald er omfattet af en indsamlingsordning, jf. bekendtgørelsens § 3.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte det nærmere omfang af indsamlingsordningerne ved regulativer, jf. bekendtgørelsens § 14. Ved afgørelsen af om affald er omfattet af kommunale renovationsordninger eller ej, skal der
således tages udgangspunkt i den enkelte kommunes regulativer om affaldsbortskaffelse.
Modtog virksomheden affald, herunder eget affald, omfattet af en indsamlingsordning i følge kommunens regulativer, var registreringspligt således indtrådt, og der kan derfor ikke ske tilbagebetaling af affaldsafgift for affald, der er blevet tilført virksomheden efter dette modtagelsestidspunkt.
Reglerne om indsamlingsordninger i affaldsbekendtgørelsen fra 1989 er i det væsentlige videreført uændret i de senere affaldsbekendtgørelser, jf. §§ 37 - 39 og § 21 i bekendtgørelse nr. 131 af 21. marts 1993 og §§ 36 - 42 og § 20 i bekendtgørelse nr. 581 af 24. juni 1996 (senest afløst af bekendtgørelse nr. 299 af 30. april 1997).
3.2. Udtrykkelig og klar anvisning fra kommunen Afgørelse af om der kan foretages tilbagebetaling af affaldsafgift på grund af, at kravene til udtrykkelig og klar kommunal anvisning ikke er opfyldt, baseres på en samlet konkret vurdering af sagens omstændigheder.
For at der konkret foreligger en tilstrækkelig udtrykkelig og klar anvisning, skal kommunen have udstedt en forvaltningsakt, hvoraf det fremgår, at der foretages en anvisning af det omhandlede affald til deponering eller for
brænding.
Begrebet forvaltningsakt følger de almindelige forvaltningsretlige regler. Nedenfor er beskrevet en række eksempler på, hvornår kravene til en tilstrækkelig udtrykkelig og klar forvaltningsakt er opfyldt.
Af forvaltningsakten skal det fremgå, hvilket sted deponeringen eller forbrændingen kan foretages, f.eks. virksomhedens egen grund, navnet på den eller de modtagende virksomheder, navnet på anlægget eller dets beliggenhed.
Endelig skal forvaltningsakten være udstedt af den kommune, hvori virksomheden, der frembringer affaldet, er beliggende, og forvaltningsaktens adressat skal være den virksomhed, der frembringer affaldet. Pr. 1. april 1993 kan en kommune dog også foretage anvisning for affald i kommunen, der er frembragt udenfor kommunen, når affaldet ikke er
bortskaffet i overensstemmelse med den kompetente kommunes anvisning.
Det er ikke en betingelse, at ordene anvisning, deponering eller forbrænding er anvendt. Betingelsen kan således være opfyldt, hvis der f.eks. i forvaltningsakten er henvist til anvisningsbestemmelsen i affaldsbekendtgørelsen eller til en eventuel bestemmelse i kommunens regulativ om pligten til at indhente forudgående anvisning. Det skal blot tydeligt og klart fremgå af sagens sammenhæng, at forvaltningsakten indebærer, at der sker en sådan anvisning.
Betingelsen kan ligeledes være opfyldt, såfremt kommunen anviser virksomheden flere alternative bortskaffelsesmuligheder, som virksomheden kan vælge i mellem.
Endvidere kan betingelsen være opfyldt, hvis kommunen har meddelt virksomheden, at virksomheden selv skal etablere bortskaffelsesmuligheder.
Endelig kan kommunens bekræftelse eller accept af et forslag eller anmodning fra virksomheden om deponering eller forbrænding på egen grund eller andre steder opfylde betingelsen.
Betingelsen vil som udgangspunkt ikke være opfyldt, hvis der alene er tale om en ren miljømæssig godkendelse af virksomhedens forhold, f.eks. vedrørende virksomhedens indretning og instrukser. Godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 med vilkår om, hvorledes affaldsbortskaffelse skal finde sted, udgør således ikke i sig selv en anvisning.
I øvrigt gælder der efter de almindelige forvaltningsretlige regler ingen formkrav til forvaltningsakten, det vil sige, at en telefonisk eller anden mundtlig anvisning i princippet vil være tilstrækkelig.
For så vidt angår dokumentationen af mundtlige oplysninger henvises dels til notatpligten efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, dels til den almindelige retsgrundsætning om offentlige myndigheders notatpligt.
I offentlighedslovens § 6, stk. 1 er det bestemt, at i sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændighe
der, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens
dokumenter.
Denne notatpligt suppleres af en almindelig retsgrundsætning om, at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag, herunder telefonsamtaler, som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen eller af sagens øvrige dokumenter.
Er disse regler ikke fulgt, og kan den mundtlige afgørelse ikke på anden måde dokumenteres ved andet skriftligt materiale, bør der ses bort fra en sådan anvisning.
Har virksomheden modtaget affald, herunder eget affald, der er omfattet af en udtrykkelig og klar anvisning, er der indtrådt registreringspligt, og der kan således ikke ske tilbagebetaling af afgift for affald, der er blevet tilført
virksomheden efter dette modtagelsestidspunkt.
3.3 Affald fra udlandetPr. 1. januar 1993 indtrådte der tillige registreringspligt ved modtagelse af affald fra udlandet med henblik på deponering eller forbrænding. Fra tidspunktet fra modtagelse af affald fra udlandet kan der ikke ske tilbagebetaling af affaldsafgift for senere tilført affald. Dette gælder både for senere tilført udenlandsk og indenlandsk affald, uanset at der eventuelt ikke er foretaget anvisning for det indenlandske affald.
4. Faktisk bortskaffelsesmådeForeligger der en udtrykkelig og klar anvisning for affaldet eller er affaldet
omfattet af en kommunal indsamlingsordning, er det uden betydning, om affaldet faktisk bortskaffes i overensstemmelse med anvisningen eller de kommunale regulativer. Der vil således indtræde registreringspligt ved modtagelsen til deponering eller forbrænding, selvom affaldet modtages et andet sted end det sted, der fremgår af anvisningen eller de kommunale
regulativer.
5. TilbagebetalingEfter ovennævnte retningslinier kan virksomheder søge om at få tilbagebetalt for meget betalt afgift, der er betalt den 21. november 1991 eller senere.
For affald tilført den 1. januar 1997 eller senere kan der ikke ske tilbagebetaling p.g.a. de nye regler om registreringspligtens indtræden, der trådte i kraft den 1. januar 1997.
Det er en betingelse for tilbagebetaling, at virksomheden foreviser dokumentation for eller på anden måde sandsynliggør, at virksomheden ikke har væltet afgiften over på andre.
Tilbagebetalingskrav forrentes efter de almindelige regler om forrentning, jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.
Ansøgning om tilbagebetaling skal fremsættes overfor den lokale told- og skatteregion inden udgangen af 1999.
For så vidt angår tilbagebetalingskrav, der ikke er forældede efter lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven) ved udgangen af 1999 kan anmodning om tilbagebetaling fremsættes indtil det tidspunkt, hvor forældelsen indtræder.
6. IkrafttrædenCirkulæret træder i kraft den 14. juli 1999.
Frantz Howitz
/Claus Bruun Johannessen |