|
Dette afsnit beskriver de typer af ydelser, der er omfattet af ML § 21 d, stk. 1, nr. 9 om teleydelser.
Afsnittet indeholder:
Bemærk at afsnittet ikke beskriver udnyttelseskriteriets anvendelse ved fastlæggelsen af leveringsstedet. Denne beskrivelse findes under afsnittene om de relevante leveringsstedsregler.
Se også:
ML § 21 d, stk. 1, nr. 9 har følgende ordlyd:
"9) Teleydelser."
Momssystemdirektivets artikel 59, litra i har følgende ordlyd:
"i) teleydelser".
ML § 21 d, stk. 1, nr. 9 omfatter teleydelser. Teleydelser har til formål at transmittere, udsende eller modtage signaler i skrift, billed- eller lydform og alle andre oplysninger. Det kan ske ved trådforbindelse, radiobølger eller ved optiske eller andre elektromagnetiske midler.
Begrebet "teleydelser" dækkes således adgang til net og infrastruktur (kabler, satellitter, internet, og lign.).
Som eksempler på ydelser, der er omfattet af bestemmelsen, kan nævnes:
Ved teleydelser forstås også salg af retten til at benytte adgangen til transmission, udsendelse eller modtagelse af signaler.
"Teleydelser" omfatter ikke ydelser, der leveres via telenet, fx reklamer, information, forlystelser mv.
Leveringsstedet for disse ydelser fastlægges efter disse ydelsers art. Se eksempelvis afsnit D.A.6.2.8.12 om elektronisk leverede ydelser.
Leveringsstedet skal kun fastlægges for leverancer, der er omfattet af momssystemet. Se evt. TfS 1988, 287 om PrePaid Calling Cards (PPCC).
Teleydelser anses som udgangspunkt for faktisk udnyttet, der hvor modtageren af ydelsen befinder sig.
Af praktiske årsager vil der dog ikke blive opkrævet moms af teleydelser til rejsende fra lande udenfor EU, der medbringer mobiltelefon eller telefonkort mv. og dermed modtager teleydelser imens de befinder sig i Danmark.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
|
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
|
EU-domme |
||
|
C-520/10, Lebara Ltd. |
Telefonioperatør udbød teletjenester til en distributør i form af telefonkort. Telefonkortene indeholdt alle nødvendige oplysninger til at foretage internationale telefonopkald ved hjælp af en infrastruktur, der var stillet til rådighed af operatøren. Telefonkortene blev af distributørerne videresolgt i eget navn og for egen regning til slutbrugere. Enten direkte eller gennem andre afgiftspligtige personer, såsom grossister og detailhandlere. Domstolen fandt, at telefonioperatøren leverede en teletjeneste mod vederlag til distributøren. Operatøren leverede derimod ikke en anden tjenesteydelse mod vederlag til slutbrugeren, når denne efter at have erhvervet telefonkortet udøver retten til at foretage telefonopkald ved at anvende de på kortet påførte oplysninger. |
Bemærk, at i forbindelse med det konkrete markedsføringssystem havde telefonkortene en enkelt anvendelse. Kortene gjorde det kun muligt at foretage internationale telefonopkald til destinationer og i henhold til takster, der var fastsatte på forhånd. De gav således kun ret til én slags tjenesteydelser, hvis art og antal var fastsat på forhånd, og som kun var underlagt en enkelt momssats. Der var således tale om PrePaid Calling Cards. Bemærk yderligere, at distributørerne videresolgte telefonkortene i eget navn og for egen regning. |