Samlet fradragsberettiget tab vedrørende indkomstårene 2002 til 2007 til fremførsel til senere indkomstår vedrørende afståelse af fast ejendom samt vedrørende finansielle kontrakter og aftaler mv.
Fradragsberettigede tab kan kun trækkes fra fortjeneste fra samme kildeart.
Hvis der er overskydende tab, efter at du har modregnet tabet i din egen fortjeneste, kan du modregne dit resterende tab i din ægtefælles fortjeneste, hvor fortjenesten igen skal stamme fra samme kildeart.
Overskydende tab efter modregning i egen og ægtefælles fortjeneste af samme kildeart skal selvangives i indeværende indkomstår på Bilag til selvangivelsen.
Hvis du har en overskydende fortjeneste i indeværende år og har selvangivet et tab fx sidste år, så nedbringes det tab, som du har selvangivet sidste år.
For fast ejendom gælder, at der under visse betingelser er adgang til at tilbageføre tab ved delsalg mv. af fast ejendom til modregning i skattepligtig fortjeneste ved salg af fast ejendom i de to forudgående indkomstår. Der kan ikke ske fremførsel af tab, der tilbageføres.
For de finansielle kontrakter gælder den undtagelse for indkomstårene 2002 til 2007, at tab kan fradrages i det omfang, tabet ikke overstiger indkomstårets skattepligtige gevinster og de fem forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på finansielle kontrakter.