Efter RPL § 514, stk. 1, kan der ikke foretages udlæg i gaver, hvis giveren - da gaven blev givet - har bestemt, at udlæg ikke kan foretages. Der kan heller ikke foretages udlæg i renter og udbytte af sådanne båndlagte gaver, medmindre der er forløbet mere end 6 måneder efter forfaldsdagen for renterne eller udbyttet.
I denne situation er det altså en gavegiver, der bestemmer, at gavemodtagerens kreditorer ikke kan søge fyldestgørelse i gaven.
Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der kræves ægtepagt. Se herom afsnit E.1.3.1.
Også for arv, herunder tvangsarv, kan der ske båndlæggelse, og det er arvelader, der skal bestemme, at arven båndlægges. Reglerne om båndlæggelse af arv findes i arvelovens . Hvis båndlæggelse er sket, kan der ikke foretages udlæg i arven, jf. arvelovens , stk. 2, samt nedenfor i G.5.3.5. Det samme gælder uhævede renter indtil 6 måneder efter forfaldsdagen.
Båndlæggelse - hvad enten der er tale om gaver eller arv - er kun gyldig, hvis
- båndlæggelsen er sket på det tidspunkt, hvor gaven bliver givet, eller arven falder, og
- der er sket rådighedsberøvelse, således at gavemodtager eller arvingen ikke har rådighed over det båndlagte, og
- der er truffet rimelige foranstaltninger til hindring af, at gavemodtageren eller arvingen kan disponere over gaven/arven.
Hvis en gave er behæftet med vilkår om, at modtageren ikke kan råde over den, betragtes det samtidig som en bestemmelse om, at der ikke kan foretages udlæg i gaven, medmindre andet fremgår af omstændighederne, jf. RPL § 514, stk. 4.
I begge situationer er det altså gavegiver/arvelader, der har bestemt, at gaven eller arven skal være beskyttet mod udlæg. En gavemodtager eller arving kan ikke selv bestemme, at gaven/arven skal være friholdt for udlæg. En sådan disposition har ikke gyldighed over for kreditorerne.
Bestemmelsen om båndlagte gaver har været bragt i anvendelse i forbindelse med medarbejderaktier og medarbejderobligationer, der er båndlagt 5 år fra modtagelsen, fordi de overdrages medarbejderen til en favorabel kurs. Der kan ikke foretages udlæg i sådanne aktier og obligationer, så længe 5-års-fristen ikke er udløbet.
RPL § 514, stk. 2, fastslår, at der heller ikke kan foretages udlæg i andre aktiver, som skyldneren har erhvervet på tilsvarende vilkår som nævnt i stk. 1, hvis erhvervelsen og vilkåret er led i en tilsvarende ordning for flere personer, og hvis hensynet til ordningens formål taler afgørende imod at tillade udlæg.