Indhold

Dette afsnit omhandler reglerne om fællesregistrering. Se ML § 47, stk. 4.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Koncernforbundne selskaber
  • Konsekvenser af fællesregistrering
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Flere uafhængige momspligtige personer, som er etableret her i landet, kan blive registreret under ét (fællesregistreret), hvis de anmoder om det. Det er dog en betingelse, at de alle udelukkende driver registreringspligtig virksomhed. Se ML § 47, stk. 4.

Fællesregistrerede virksomheder betragtes i momsmæssig henseende som én virksomhed. Intern handel med varer og ydelser mellem virksomhederne skal derfor ske uden beregning af moms, og fradragsretten for fællesregistreringen skal opgøres under ét.

Fællesregistreringen indebærer også, at de pågældende virksomheder hæfter solidarisk for betaling af momsen. Se ML § 46, stk. 7.

Udenlandske virksomheder registreret ved herboende repræsentant

Udenlandske virksomheder, som er registreret her i landet ved en herboende repræsentant, fx fordi der leveres varer eller ydelser med leveringssted i Danmark, kan ikke indgå i en fællesregistrering med andre virksomheder etableret her i landet. Dette skyldes, at de udenlandske virksomheder ikke kan anses for etableret her i landet, når der kun foreligger registrering ved en herboende repræsentant. Begrebet etablering indebærer altså, at den udenlandske virksomhed skal oprette filial, datterselskab eller lignende her i landet.

Koncernforbundne selskaber

To eller flere momspligtige selskaber mv., der både driver registreringspligtig og ikke-registreringspligtig virksomhed her i landet, kan under visse betingelser også blive fællesregistreret.

Det er en betingelse for fællesregistreringen, at der er tale om selskaber mv., hvis aktier mv. direkte eller indirekte er 100 pct. ejet af det samme selskab (moderselskabet mv.).

Hvis der i nogle af de omfattede datterselskaber er udstedt medarbejderaktier efter LL § 7A, kan der alligevel gives tilladelse til fællesregistrering, når aktierne er udstedt på betingelse af, at de kun kan sælges til det udstedende selskab.

Selskaber med momsregistreringspligtige aktiviteter kan blive fællesregistreret med:

  • selskaber med ikke-registreringspligtige aktiviteter
  • selskaber uden økonomiske aktiviteter.

Konsekvenser af fællesregistrering

En fællesregistrering indebærer, at der ikke skal betales moms af intern omsætning mellem de fællesregistrerede virksomheder. Intern omsætning skal heller ikke indgå i beregningen af hel eller delvis fradragsret.

Fællesregistreringen behøver ikke at omfatte alle selskaberne i en koncern.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2009.119.SR

Når en afgiftspligtig person er etableret, dvs. har sin hjemsted eller et fast forretningssted i momslovens forstand, både her og i udlandet, er det kun den danske etablering, der kan blive del af en dansk fællesregistrering efter ML § 47, stk. 4. Den danske etablering og den udenlandske etablering bliver derfor to forskellige momspligtige personer som følge af, at den danske etablering deltager i fællesregistreringen, mens den udenlandske etablering stadig er del af den oprindelige momspligtige person.