Indhold
Dette afsnit omhandler opgørelse af momsgrundlaget ved erhvervelse (dvs. køb) af varer fra andre EU-lande. Se ML § 31.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Hvad skal medregnes i momsgrundlaget?
Lovgrundlag
ML § 31 har følgende ordlyd:
"Ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande er afgiftsgrundlaget vederlaget for varen. §§ 27-29 samt § 30, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse."
Momssystemdirektivets artikel 83 har følgende ordlyd:
"Ved erhvervelse af varer inden for Fællesskabet indgår de samme elementer i afgiftsgrundlaget som dem, der anvendes ved opgørelse af afgiftsgrundlaget ved levering af de samme varer på medlemsstatens område, jf. kapitel 2. I særdeleshed udgøres afgiftsgrundlaget for transaktioner, der sidestilles med erhvervelse af varer inden for Fællesskabet som omhandlet i artikel 21 og 22, af købsprisen for varerne eller for tilsvarende varer eller i mangel af en købspris kostprisen på det tidspunkt, hvor disse transaktioner finder sted."
Momssystemdirektivets artikel 84 har følgende ordlyd:
"Stk. 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de punktafgifter, som skal betales eller er betalt af den person, der inden for Fællesskabet erhverver et punktafgiftspligtigt produkt, indgår i afgiftsgrundlaget i henhold til artikel 78, stk. 1, litra a).
Stk. 2. Når erhververen efter det tidspunkt, hvor erhvervelsen af varer inden for Fællesskabet foretages, opnår tilbagebetaling af de punktafgifter, der er betalt i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes, nedsættes afgiftsgrundlaget tilsvarende i den medlemsstat, på hvis område erhvervelsen er foretaget."
Hvad skal medregnes i momsgrundlaget?
Ved erhvervelse (dvs. køb) af varer fra andre EU-lande skal den såkaldte erhvervelsesmoms beregnes af vederlaget for varen. Da momsgrundlaget er lig med vederlaget, skal fakturaprisen normalt lægges til grund ved beregningen af erhvervelsesmomsen. Se ML § 31.
Det bemærkes, at virksomheden selv skal beregne erhvervelsesmomsen.
Momsgrundlaget ved erhvervelser er det samme som for leverancer (dvs. salg) af varer og ydelser. Det fremgår nemlig af ML § 31, at bestemmelserne i ML §§ 27 - 29 også gælder erhvervelser. Afgifter efter andre love, fx punktafgifter, skal derfor medregnes i momsgrundlaget ved erhvervelsen. Hvis punktafgiften ikke skal betales ved modtagelsen af varen, men først ved videresalg, skal afgiften først medregnes i momsgrundlaget ved videresalget.
Hvis fakturabeløbet er oplyst i fremmed valuta, skal beløbet omregnes til danske kroner ved bogføringen. Som omregningskurs anvendes valutakursen på erhvervelsestidspunktet. I stedet for en dagskurs er det muligt at anvende toldkursen. Se momsbekendtgørelsens § 98, stk. 3. Se "Omregning til danske kroner" i afsnit A.B.3.3.1.4 Fakturaens indhold - fuld faktura.
xBemærk
En virksomheds pligt til at beregne moms gælder også ved overførsel af varer hertil landet. I sådanne tilfælde fastsættes momsgrundlaget til varernes indkøbs- eller fremstillingspris. Se ML § 28, stk. 2, jf. ML § 28 stk. 1. Se også afsnit D.A.4.7, D.A.4.8.1, D.A.4.8.3 og D.A.8.1.2.2.x