Indhold

Dette afsnit handler om en af de betingelser, renteudgifter skal opfylde for at kunne fradrages.

Afsnittet indeholder:

Regel
Ægtefæller eller tidligere ægtefæller
Samlevende eller tidligere samlevende
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Der foreligger kun et gældsforhold for den debitor, der hæfter direkte for gælden over for kreditor.

Uanset at debitor lægger rentebetalingen over på andre, kan retten til at foretage fradrag for renter ikke overføres. Se fx LSRM 1975.175.

Det kan være vanskeligt at afgøre, hvordan fordelingen af hæftelsen skal være, når flere sammen har lånt penge. Fx fordi de ejer en fastejendom sammen.

Hvis det kun er den ene, som hæfter for et lån, er det kun denne, der kan få fradrag for renteudgifter, uanset at ejendommen, som lånet er brugt til at købe og som er stillet til sikkerhed for lånet, ejes af begge.

Hvis de hæfter pro rata for et fælles lån, kan de hver især foretage fradrag for den del af renteudgifterne de hæfter for. Hvis de fx hæfter pro-rata for halvdelen af lånet, kan de hver især fratrække halvdel af renteudgifterne.

Er der solidarisk hæftelse, hvilket der ofte er ved belåning af fast ejendom, er det vanskeligt at afgøre, hvem som skal have fradrag for renteudgifter, da det i praksis er accepteret, at der ved aftale mellem debitorerne kan ske en forskydning af hæftelsen mellem parterne med den konsekvens, at rentefradragsretten forskydes tilsvarende. Forskydningen kan indebære, at kun den ene part har fradrag for renter, selvom begge stadig hæfter overfor kreditor.

Pro rata-hæftelse

At hæfte pro rata betyder, at debitor hæfter for et krav, der er begrænset til en bestemt andel af det samlede krav. Hvis fx to debitorer hver hæfter for halvdelen af kravet, kan kreditor kun kræve, at hver debitor betaler sin halvdel af gælden.

Solidarisk hæftelse

Hvis der er solidarisk hæftelse, kan kreditor kræve det fulde beløb betalt af hver enkelt skyldner.

Ægtefæller eller tidligere ægtefæller

Renteudgifter fradrages hos den ægtefælle, der efter ægteskabslovgivningen hæfter for gælden. Kan det ikke afgøres, hvem der hæfter for gælden, fradrager hver ægtefælle halvdelen af renteudgifterne. Se KSL § 24 A.

Så længe ægteskabet består, er det stort set uden betydning for ægtefællernes samlede skat, hvorledes renteudgifterne fordeles mellem ægtefællerne. Er der aftalt en anden fordeling end den der følger af KSL § 24 A, vil skattemyndighederne derfor normalt henholde sig til den aftalte fordeling så længe de særlige ægtefællebeskatningsregler finder anvendelse. Se Skatteministeriets cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, pkt. 20.

Når de særlige regler for ægtefæller ikke mere skal anvendes, fordi de tidligere ægtefæller er blevet skilt eller separeret, skal renteudgifter derimod fratrækkes hos den person, som hæfter for gælden, uanset hvem der har betalt renterne.

Det betyder, at hvis ægtefællerne hæfter for et lån i fællesskab, skal de, i år hvor ægtefællereglerne ikke finder anvendelse, fratrække renteudgifterne i forhold til hvor stor en del af gælden de hæfter for. Er der fx solidarisk hæftelse på gælden, kan hver af de tidligere ægtefæller fradrage 50 pct. af renteudgifterne.

Når ægtefællerne er blevet separeret/skilt, er det SKATs opfattelse, at det er en forudsætning for, at den ægtefælle, som bliver boende i huset/lejligheden, kan fradrage hele renteudgiften, at der indgås en bindende aftale om dette mellem de tidligere ægtefæller. Denne aftalebør være skriftlig og underskrevet af begge parter. Fx kan følgende aftaler forekomme:

Den ægtefælle, som overtager huset, får skøde på huset og kreditforening og andre kreditorer accepterer debitorskiftet.
I en bodelingsoverenskomst aftales det, at den ene skal overtage hus/lejlighed, men en eller flere kreditorer accepterer ikke debitorskiftet. Uanset at en eller flere kreditorer ikke accepterer et debitorskifte, kan den person som efter bodelingsoverenskomsten overtager huset og gælden, og dermed også betaler alle renteudgifterne, foretage fradrag for alle renter, uanset at der er solidarisk hæftelse for lånet.

Det er kun de renter, som er påløbet (forfaldstidspunktet har ingen betydning i denne relation) efter at aftalen er indgået, som er omfattet af aftalen. Det vil sige, at renter som er påløbet lån inden den skriftlige aftale er indgået, fortsat skal fradrages i forhold til hvor stor en del af gælden den enkelte ægtefælle hæfter for, og hvis ægtefællerne fx hæfter for 50 pct. af gælden hver og der er solidarisk hæftelse på lånene, kan hver ægtefælle fratrække 50 pct. af renterne. Denne fordeling kan ægtefællerne ikke ændre på med tilbagevirkende kraft eller ved fx at lave indbyrdes låneaftaler eller lignende.

Bemærk

I følgende situationer skal ægtefæller fordele renteudgifter efter hovedreglen i KSL § 24 A, 1. pkt, og kan ikke fordele renteudgifterne vilkårligt:

En eller begge ægtefæller anvender LL § 33 eller LL § 33 A. Se afsnit C.F.2.4 og C.F.4.
En eller begge ægtefæller beskattes efter forskerskatteordningen i KSL § 48 E og 48 F. (SKM2014.208.LSR). Se afsnit C.F.6.2.4.
Baggrunden er, at en vilkårlig fordeling af renterne vil medføre, at ægtefællernes samlede indkomstskat ændres. Dette strider mod princippet i cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven, § 20.

Landsskatteretten har i en kendelse, hvor tidligere ægtefæller fortsat ejede en ejendom i sameje, og hvor der ikke var en aftale om forskydning af hæftelse eller dokumentation for at regreskravet var uerholdeligt, kun givet klageren fradrag for halvdelen af renteudgifterne. Se SKM 2014.48.LSR.

Ægtefæller med erhvervsvirksomhed

Ifølge KSL § 4, stk. 1, beskattes hver ægtefælle som udgangspunkt af deres indkomst. Indkomst, der vedrører en erhvervsvirksomhed, medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst hos den ægtefælle, der driver virksomheden. Deltager begge ægtefæller i driften medregnes overskuddet hos den ægtefælle, der i overvejende grad driver virksomheden. Se KSL § 25 A.

Det gælder både det erhvervsmæssige overskud og de dertil knyttede renteudgifter, uanset hvem som står som ejer/debitor.

Se også

afsnit C.F.4.1 om LL § 33.
afsnit C.F.6 om forskerskatteordningen.
afsnit C.A.8 om beskatning af ægtefæller, hvor det beskrives hvilken ægtefælle, der skal medregne indtægter og udgifter fra en erhvervsvirksomhed.

Samlevende eller tidligere samlevende

Der gælder ikke særlige regler for ugifte samlevende. Det afgørende for fordeling af rentefradrag mellem ugifte samlevende er, hvem der hæfter for gælden. Hvis begge står som debitor, og der er solidarisk hæftelse, kan hver fradrage 50 pct. af renteudgifterne. Det er uden betydning, hvem af de ugifte samlevende, der ejer den ejendom, som lånet er brugt til at købe og som er stillet til sikkerhed.

Hvis de ikke hver skal have 50 pct. af fradraget ved solidarisk hæftelse, skal det dokumenteres/sandsynliggøres, hvorfor hæftelsen på et fælles lån ikke er med 50 pct. til hver. Det gælder også i de tilfælde, hvor det kun er den ene, som står som ejer af huset, men begge er debitorer på gælden.

Ugifte samlevende kan altså ikke - som ægtefæller kan - under samlivet fordele renteudgifter som de vil, uanset at de eventuelt er enige om at fordele renteudgifter anderledes end efter hæftelsesforholdet.

Når samlivet mellem ugifte samlevende ophører, finder SKAT, at det er en forudsætning for, at den som bliver boende i huset/lejligheden, kan fradrage hele renteudgiften, at der indgås en bindende aftale om dette mellem de tidligere samlevende. Aftalen skal være skriftlig og underskrevet af begge parter. Fx kan følgende aftaler forekomme:

Den part, som overtager huset, får skøde på huset og kreditforening og andre kreditorer accepterer debitorskiftet.
Den ene part skal overtage hus/lejlighed, men en eller flere kreditorer accepterer ikke debitorskiftet. Uanset om én eller flere kreditorer ikke accepterer et debitorskifte, kan den person, som efter aftalen overtager huset og gælden, og dermed også betaler alle renteudgifter, foretage fradrag for alle renter, hvis der er solidarisk hæftelse for lånet.

Det er kun de renter, som er påløbet (forfaldstidspunktet har ingen betydning i denne relation) efter at aftalen er indgået, som er omfattet af aftalen. Det vil sige, at renter som er påløbet lån inden den skriftlige aftale er indgået, fortsat skal fradrages i forhold til hvor stor en del af gælden den enkelte part hæfter for. Hvis parterne fx hæfter for 50 pct. af gælden hver og der er solidarisk hæftelse på lånene, kan hver ægtefælle fratrække 50 pct. af renterne. Denne fordeling kan parterne ikke ændre på med tilbagevirkende kraft eller ved fx at lave indbyrdes låneaftaler eller lignende.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM2004.377.HR	A og dennes tidligere ægtefælle ejede en ejendom i lige sameje og hæftede solidarisk for realkreditlånene i ejendommen. Da der ikke forelå nogen oplysninger om aftale mellem A og dennes tidligere ægtefælle om ændring af hæftelsen i deres indbyrdes forhold, kunne A kun fradrage halvdelen af renteudgifterne.	Tidlige ægtefæller - solidarisk hæftelse - fradrag efter hæftelsesforholdet
Landsretsdomme
SKM2002.202.ØLR	Østre Landsret bemærkede følgende: Under møde i landsskatteretten blev det oplyst, at skatteyderen A og C dannede H1 I/S i forbindelse med, at samarbejdet med F1 A/S blev udbygget i 1989. Der var under sagen fremlagt regnskaber udarbejdet af As revisor for H1 I/S for årene 1989, 1990 og 1991 med angivelse af de to nævnte interessenter, ligesom H1 I/S indgår i As regnskaber for 1989 og 1990 og i medinteressentens regnskab for 1991. Som anført skete der en vis regnskabsmæssig sammenblanding af interessentskabet og As virksomhed. F1 A/S har i sagens anledning oplyst, at H1 I/S aldrig har eksisteret. Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at A ikke ved fremlæggelse af kontoudskrifterne m.v. fra F1 A/S sammenholdt med de afgivne vidneforklaringer har godtgjort, at hun har været rette debitor for gælden til F1 A/S, og at de omstridte rentebetalinger påhvilede A og er betalt af A. A kunne derfor ikke få fradrag for renteudgifter.	Renteudgifter påhvilede ikke A, og A kunne derfor ikke få fradrag for renteudgifterne.
SKM2001.176.VLR	Landsretten lagde til grund, at låneforløbet forud for anpartsselskabets låneoptagelse i Sparekassen B begyndte med optagelsen af et personligt lån for sagsøgeren A i 1987. A benyttede en grund som sikkerhed for lånet og fik fra selskabet, der formelt stod som ejer, løfte om, at A kunne sælge grunden, og at A kunne disponere over købesummen i forbindelse med et sådant salg. Provenuet af det lån, som anpartsselskabet optog, blev brugt til nedskrivning af As personlige lån, og A udstedte i den forbindelse over for den formelle ejer en ubetinget friholdelseserklæring, lige som renterne af selskabets lån blev betalt af As personlige midler. I regnskabsmæssig henseende behandlede A også over for skattemyndighederne grunden og låneforpligtelserne som sine. Det er en betingelse for at opnå fradrag for renteudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra e, at der foreligger en retlig forpligtelse både til at betale gælden og til at forrente den. Der påhviler ikke A en sådan forpligtelse overfor Sparekassen B, idet debitor ifølge lånet er F1 ApS, mens A i forhold til Sparekassen B alene hæfter subsidiært som selvskyldnerkautionist. I forhold til F1 ApS indebærer friholdelseserklæringen af 11. februar 1991 sammenholdt med låneforløbet forud for anpartsselskabets låneoptagelse i Sparekassen B, anvendelsen af provenuet af lånet og As regnskabsmæssige behandling af lånet, at der findes at have påhvilet sagsøgeren en aktuel gæld over for F1 ApS med forpligtelse til at forrente den med den af Sparekassen B krævede rentesats. Der påhvilede ikke selvskyldnerkautionist en aktuel gældsforpligtelse over for pengeinstitut.	A var selvskyldnerkautionist, og var derfor ikke retligt forpligtet til at betale gæld og renter, da gælden påhvilede et selskab og ikke A.
TfS 1999, 440 ØLR	A havde ved betinget skøde af marts 1993 købt en ejendom til overtagelse 1. januar 1993. Købet var betinget af, at køberen kunne få tilladelse til gældsovertagelse for lån til kreditforeningen. Betingelsen blev ikke opfyldt, og ejendommen blev solgt til anden side pr. 1. september 1994. A foretog i 1994 rentefradrag på 122.000 kr. for forrentning af købesummen i henhold til et tillæg til det betingede skøde. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der havde påhvilet A en aktuel og reel gældsforpligtelse over for sælgeren, og det som rente angivne beløb kunne ikke fradrages.	Der påhvilede ikke A en aktuel og reel gældsforpligtelse
TfS 1992, 195 ØLR	Et ægtepar erhvervede i 1982 en fast ejendom. Hustruen stod som køber af ejendommen, så den indgik i hendes bodel. Ægteparret blev separeret den 31. oktober 1988.Ved en bodelingsoverenskomst den 13. januar 1989 overtog manden ejendommen og de indestående prioriteter. Landsretten fandt, at da ejendommen i hele 1988 havde tilhørt hustruen og først ved bodelingen i 1989 overgik til manden, vedrørte renteudgifter i 1988 vedrørende ejendommen hustruens indkomstopgørelse.	Tidligere ægtefæller - hustruen, som ejede ejendommen og hæftede for lånene, havde det fulde fradrag, indtil ejendommen ved bodeling overgik til hendes tidligere mand.
Landsskatteretskendelser
SKM2014.208.LSR	Der var ikke mulighed for at overføre underskud til modregning i ægtefællens indkomst i den periode, hvor denne blev beskattet efter kildeskatteloven § 48E-F.	Overførsel af renteudgifter til ægtefælle beskattet efter kildeskatteloven § 48E kan ikke ske.
SKM2014.48.LSR	Klageren og hans tidligere ægtefælle ejede en ejendom i lige sameje. Efter skilsmissen havde klageren betalt alle renteudgifterne. Klageren kunne kun få fradrag for halvdelen af renteudgifterne vedrørende den faste ejendom, da der ikke var fremlagt dokumentation for, at klageren og hans tidligere ægtefælle havde indgået en aftale om at forskyde hæftelsen mellem sig og der ikke var fremlagte tilstrækkelig dokumentation for, at klagerens regreskrav mod den tidligere ægtefælle var uerholdeligt.	Tidligere ægtefæller ejede fortsat ejendom i sameje - ej aftale om forskydning af hæftelse eller dokumentation for at regreskravet var uerholdeligt. Klageren fik kun fradrag for halvdelen af renteudgifterne.
SKM2004.126.LSR	A havde siden den 1. maj 1985 ejet en ejendom i sameje med sin mor (35%) og sin bror (25%). Det fremgik af skødet på ejendommen, § 5, at "ejerne hæfter solidarisk i enhver henseende." I forbindelse med husets opførelse forud for 1985 optog A et lån hos en kreditforening. Klageren er og har hele tiden været eneste debitor for dette lån over for kreditforeningen. Landsskatteretten lagde til grund, at alene klageren hæftede for gælden overfor kreditor i de påklagede indkomstår. Som sagen forelå oplyst er herefter kun klageren og ikke andre berettiget til rentefradrag i de nævnte indkomstår, hvorved endvidere bemærkes, at ejendomsret til den underpantsatte ejendom hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse herfor. Det bemærkes yderligere, at det ikke under sagen har været bestridt, at betingelserne for fradrag for renterne i øvrigt er opfyldt. As kapitalindkomst nedsættes derfor i overensstemmelse med den nedlagte påstand.	Uanset at A ejede en ejendom i sameje med to andre, kunne A fratrække hele renteudgiften da det alene var A der hæftede for gælden.
TfS 1999, 899 LSR	En ejendom var erhvervet af A som eneejer. A hæftede solidarisk for gælden med sin tidligere ægtefælle. Parterne var derfor som udgangspunkt berettiget til fradrag for halvdelen af renteudgifterne hver. A havde hidtil fratrukket alle renteudgifter. A havde ikke løftet bevisbyrden for, at den tidligere ægtefælle ikke mere var medhæftende, og A fik derfor kun halvdele af rentefradraget i skilsmisseåret.	Tidligere ægtefæller - solidarisk hæftelse
TfS 1995, 787 LSR	Et ægtepar erhvervede i 1988 en andelsbolig, og begge ægtefæller blev anført som ejere på andelsboligbeviset, ligesom de var solidarisk hæftende debitorer på et andelsboliglån. I forbindelse med ægtefællernes separation i 1990 blev det aftalt mellem ægtefællerne, at A overtog lejligheden og hele lånet. Uanset at ændringerne af gældsforholdet ikke blev oplyst over for den långivende bank, ansås A for berettiget til det fulde rentefradrag efter separationen.	Solidarisk hæftelse - efter separation overtog A efter aftale hele gælden. Uanset at kreditor ikke var oplyst om ændringen, fik A hele rentefradraget.
TfS 1995, 754 LSR	Ægtefæller, der blev separeret i 1992, havde for indkomståret 1991 været uenige om retten til rentefradrag på prioritetsgælden i en fast ejendom, som de ejede i sameje. De hæftede solidarisk. Uanset at M siden 1986 havde fratrukket renterne, fandt Landsskatteretten, at fradraget i mangel af klar aftale om en anden fordeling i tilfælde af uenighed måtte deles med 50 pct. til hver i overensstemmelse med KSL § 24 A.	Ægtefæller - solidarisk hæftelse - da ikke enighed om anden fordeling, fandt KSL § 24 A anvendelse.
TfS 1995, 640 LSR	A overtog ved tinglyst skøde sin tidligere samlevers halvdel af en ejendom. Da A også havde betalt samtlige prioritetsydelser, fandt Landsskatteretten det godtgjort, at A havde overtaget samleverens andel af gælden, selv om en af kreditorerne - en kreditforening - ikke havde accepteret A som enedebitor. A var derfor berettiget til fradrag for 100 pct. af renteudgifterne, uanset at den tidligere samlever stadig hæftede for gælden.	Tidligere samlevende - rentefradrag uanset at kreditor ikke har godkendt debitorskiftet
TfS 1995, 367 LSR	Ægtefæller blev separeret den 30. april 1990 og senere skilt 1. juli 1991. Den fordeling af passiver, der var foretaget i boopgørelsen af 2. juli 1992 kunne ikke tillægges betydning for ægtefællernes fradragsret for renteudgifter for indkomståret 1990. Så fradragsretten for 1990 skulle fordeles mellem ægtefællerne efter de hæftelsesforhold, der gjaldt i 1990.	Ægtefæller - i det år samlivet blev ophævet skulle de fordele renteudgifter efter hæftelsesforholdet, selvom der i den senere boopgørelse var aftalt en anden fordeling.
TfS 1995, 241 LSR	En ægtefælle kunne i året efter samlivsophævelse kun få fradrag for 50 pct. af renteudgifter vedrørende fast ejendom og banklån svarende til ejer- og hæftelsesforholdene. Ægtefællerne havde tidligere været enige om en anden fordeling, men det kunne ikke tillægge skattemæssig virkning. Fordeling af renteudgifterne for året efter samlivsophævelsen var ikke medtaget i parterne bodelingsoverenskomst. Landsskatteretten bemærkede, at ægtefæller i det år, der fulgte efter året for samlivsophør, alene kunne anses for berettiget til fradrag for renteudgifter i overensstemmelse med ejer- og hæftelsesforholdene vedrørende ejendommen, jf. KSL § 4. I henhold til KSL § 24 A kunne de kun fratrække hver 50 pct.	Ægtefæller - året efter samlivsophævelse ej sambeskatning - kun fradrag efter hæftelsesforholdet
TfS 1991, 60 LSR	A havde i 1983 stiftet et banklån, hvor hans tidligere samlever var anført som solidarisk meddebitor. A og hans samlever ophævede samlivet den 1. december 1986. Da samlivet blev ophævet, blev der ikke taget stilling til fordeling af renteudgifterne vedrørende lånet. Selv om A havde betalt alle renteudgifter og afdrag, og hans samlever ikke havde fratrukket nogen del af renteudgifterne, fandt Landsskatteretten, at A kun var berettiget til at fradrage 50 pct. af renteudgifterne. Man lagde til grund, at samleveren var solidarisk meddebitor på lånet, og der var ikke på lånedokumentet anført en anden fordeling af gældsforpligtelsen.	Samlevende - solidarisk hæftelse
LSRM 1975.175	I 1969-1970 aftalte A med sin mor, at han for egen regning skulle ombygge hendes hus, så 1. sal blev indrettet som bolig for ham. Til finansiering af byggeriet blev der optaget lån, som formelt skete i morens navn og med ejendommen som pantsikring. A havde aftalt med sin mor, at han skulle betale alle ydelser vedrørende lånene og stigningen i ejendomsudgifterne som følge af ombygningen. As mor havde til udligning af den værdistigning, der var tilført ejendommen, påtaget sig en gæld over for A på 130.000 kr. A kunne ikke opfattes som skyldner vedrørende lånene, og As betaling af ydelserne havde karakter af en ikke fradragsberettiget boligudgift. Desuden skulle A beskattes af renteindtægten fra sin mor, da den blot havde karakter af en reduktion af As boligudgift.	Skatteyderen var ikke debitor, derfor ikke fradrag for renter
SKAT
TfS 1997, 469 T & S	I anledning af en henvendelse fra en kreditforening, om samboende, ikke giftes rentefradrag, udtalte Styrelsen følgende: Der gælder ikke særlige regler for ugifte samboende. Adgangen til fradrag for renteudgifter efter SL § 6, litra e tilkommer den, der hæfter for gælden over for kreditor. Det gælder også ved lån med sikkerhed i fast ejendom, herunder kreditforeningslån. En debitor, der hæfter over for kreditforeningen uden at stå på skødet, vil have adgang til rentefradrag. Fradragets størrelse vil afhænge af de underliggende civilretlige hæftelsesforhold. En samboende, som hverken står på skødet eller står som debitor, kan ikke få rentefradrag. Til spørgsmålet om, hvad der kræves af dokumentation for rentefradraget, var det Told- og Skattestyrelsens opfattelse at ligningsmyndighederne kunne afgøre konkrete sager om rentefradrag i de tilfælde, hvor debitor ikke står på skødet, på grundlag af pantebreve eller øvrige lånedokumenter.	General udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen om samboende ret til fradarg for renter.
Skd 1980.11	Et papirløst par drev en virksomhed, der tilhørte den kvindelige partner. I anledning af en klage fra manden svarede departementet, at fradrag for renter af et i virksomheden optaget lån, som sket med rettet kun var tilladt fradraget i hendes skattepligtige indkomst, idet det er en betingelse for at kunne fradrage renteudgifter, at gælden direkte påhviler den pågældende skatteyder.	Manden i et papirløst samliv kunne ikke få fradrag for renteudgifter, da gælden ikke påhvilede ham, men kvinden.