|
Sag C-118/11, Eon Aset Menidjmunt
|
Dommen vedrører bl.a. spørgsmålet om, under hvilke betingelser momsdirektivets artikel 168, litra a), tillader en afgiftspligtig at fradrage indgående moms, dels med hensyn til en kontrakt om leje af en bil, dels med hensyn til en kontrakt om leasing af en bil, og på hvilket tidspunkt disse betingelser skal være opfyldt med hensyn til fradragsrettens indtræden.
Fradragsordningen i momssystemdirektivet og kriteriet heri vedrørende anvendelsen af varer og tjensteydelser i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af virksomhedens økonomiske virksomhed, er imidlertid forskellig afhængig af, om der er tale om erhvervelsen af en tjenesteydelse eller et investeringsgode. Se D.A.11.1.3.5
Med henblik på besvarelsen af de stillede præjudicielle spørgsmål var det derfor nødvendigt at fastslå principperne for sondringen mellem levering af varer og levering af ydelser, og her konkret sondringen mellem operationel leasing (leje af en bil) og finansiel leasing (køb af en bil/erhvervelse af et investeringsgode).
Udlejning af en bil udgør i princippet ikke en levering af varer, og skal derfor i princippet kvalificeres som en levering af ydelser som omhandlet i direktivets artikel 24, stk. 1.
Leje af en bil på grundlag af en leasingkontrakt kan imidlertid frembyde karakteristika, der kan sammenlignes med erhvervelsen af et investeringsgode, jf. momsdirektivets artikel 14, stk. 2, litra b), hvorefter faktisk overdragelse af en vare i henhold til en kontrakt, som vedrører udlejning af en vare for et bestemt tidsrum, med den klausul, at ejendomsretten under normale forhold erhverves senest ved betaling af det sidste afdrag, anses for at være levering af varer.
Domstolen fastslår, at i tilfældet med en leasingkontrakt, er der ikke nødvendigvis tale om en anskaffelse af varen, da det kan bestemmes i en sådan kontrakt, at aftageren kan vælge at undlade at købe den nævnte vare ved udgangen af lejeperioden.
Som det fremgår af den internationale regnskabsstandard IAS 17 vedrørende leasingkontrakter, som er gentaget i Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 af 3. november 2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (EUT L 320, s. 1), skal der imidlertid sondres mellem en operationel leasingkontrakt og en finansiel leasingkontrakt, idet sidstnævnte er karakteriseret ved, at hovedparten af de risici og afkast, der er forbundet med ejendomsretten, overdrages til aftageren. Den omstændighed, at ejendomsretten skal overdrages ved kontraktens udløb, eller at den forrentede sum af leasingafdragene i praksis svarer til markedsværdien af varen, udgør kriterier, der hver for sig eller tilsammen gør det muligt at fastlægge, om en kontrakt kan kvalificeres som en finansiel leasingkontrakt.
I det tilfælde, at leasingkontrakten vedrørende en bil enten bestemmer, at ejendomsretten til den nævnte bil skal overføres til aftageren ved kontraktens udløb, eller at aftageren har en rådighed over den nævnte bil, der svarer til en ejers, navnlig hvis den pågældende har fået overdraget hovedparten af de risici og afkast, der er forbundet med den juridiske ejendomsret til bilen, og at nutidsværdien af leasingafdragene i praksis svarer til markedsværdien af varen, kan transaktionen således sammenlignes med anskaffelse af et investeringsgode.
|
|
| SKM2013.870.SR |
I henhold til en OPP-kontrakt skulle der opføres et større bygningskompleks på en grund, som den offentlige myndighed vederlagsfrit skulle stille til rådighed for OPP-leverandøren i kontraktens 30-årige løbetid. Den offentlige myndighed havde såvel ret som pligt til at købe bygningen på tidspunktet for kontraktens udløb for et beløb, som var anslået til at udgøre X% af OPP-leverandørens anlægssum og som skønnedes at svare til handelsværdien.
Særligt for OPP-kontrakten var, at det konsortium, som fik kontrakten, samtidig med kontraktens indgåelse skulle købe en eksisterende ejendom af den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed agtede at anvende den modtagne købssum helt eller delvist, som en forudbetaling til OPP-leverandøren for derved at reducere den fremtidige enhedsbetaling (leje).
SKAT udtalte vejledende, at OPP-leverandøren ikke umiddelbart kunne anses for ejer af bygningerne m.v. i momsmæssig henseende. OPP-leverandøren ville derfor heller ikke kunne opnå en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom. Ved vurderingen blev, der lagt vægt på, at de rettigheder, der erhverves over den eksisterende ejendom, ville kunne videreoverdrages til tredjemand, hvorved det konsortium, som vandt udbuddet, kunne erhverve et betydeligt kontant beløb og derved kunne reducere OPP-leverandørens risiko i anlægsfasen betydeligt. Det blev endvidere tillagt vægt, at den offentlige myndigheds forudbetaling væsentligt ville reducere OPP-leverandørens risiko i forbindelse med opgørelsen af den nye bygning og mere havde karakter af en betaling i entrepriseforhold end sædvanlig afregning af leje.
|
|