Indhold

Dette afsnit beskriver leveringsstedet for aktiviteter i tilknytning til transport, når kunden er en ikkeafgiftspligtig person. Se ML § 20, stk. 1, nr. 1.

Afsnittet indeholder:

  • Lovgrundlag
  • Regel
  • Eksempler på ydelser der er omfattet af ML § 20, stk. 1, nr. 1
  • Eksempler på ydelser der ikke er omfattet af ML § 20, stk. 1, nr. 1.

Se også

Se også afsnit D.A.6.2.4 om hovedregel 1: Leverancer til afgiftspligtige personer.

Lovgrundlag

ML § 20, stk. 1, nr. 1 har følgende ordlyd:

"Leveringsstedet for følgende ydelser til en ikkeafgiftspligtig person er her i landet, når ydelsen rent faktisk udføres her:

1) Aktiviteter i tilknytning til transport, herunder lastning, losning, omladning og lign."

Momssystemdirektivets artikel 54, stk. 1, litra a har følgende ordlyd:

"Leveringsstedet for følgende tjenesteydelser til en ikke-afgiftspligtig person, er det sted, hvor tjenesteydelserne rent faktisk udføres:

a) aktiviteter i tilknytning til transport som f.eks. lastning, losning, håndtering og lignende".

Regel

Leveringsstedet for ydelser i tilknytning til transport, som leveres til en ikke-afgiftspligtig person, er Danmark, når ydelserne faktisk udføres her. Se ML § 20, stk. 1, nr. 1.

Bemærk

Aktiviteter i tilknytning til transport, der leveres til afgiftspligtige personer, er omfattet af hovedreglen for leverancer til afgiftspligtige personer i ML § 16, stk. 1. Det vil sige, at leveringsstedet altid er kundens etableringsland. Se afsnit D.A.6.2.4 om hovedregel 1: Leverancer til afgiftspligtige personer.

Eksempler på ydelser der er omfattet af ML § 20, stk. 1, nr. 1

Med "aktiviteter i tilknytning til transport" forstås ydelser, der er en naturlig del af den fysiske udførelse af transporten og som sker i direkte forbindelse med transporten, herunder fx:

  • Lastning
  • Losning
  • Omladning
  • Pakning.

Eksempler på ydelser der ikke er omfattet af ML § 20, stk. 1, nr. 1

Ydelser, som ikke har direkte tilknytning til transporten, er ikke omfattet af ML § 20, stk. 1, nr. 1.

Det gælder eksempelvis ydelser, der udføres af speditionsfirmaer i forbindelse med indgåelse af kontrakter el. lign.