Fysiske personer, der modtager en årsopgørelse efter regler udstedt i medfør af SKL § 8, stk. 1, skal give Skatteforvaltningen oplysninger som nævnt i SKL § 2 senest den 1. maj i året efter indkomstårets udløb.
Se SKL § 10, stk. 1.
De oplysninger, der er nævnt i SKL § 2, er de oplysninger, som skattepligtige har pligt til at meddele Skatteforvaltningen inden udløbet af oplysningsfristen.
Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 1535 af 19. december 2017, at bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere SKL § 4, stk. 1, med den ændring som afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet og ændret paragrafnummerering giver anledning til. Som følge af opdelingen af den tidligere bestemmelse i særskilte bestemmelser, er det i bestemmelsen efter "1. maj" tilføjet "i året efter indkomstårets udløb".
Det fremgår af afsnit A.C.2.1.2.1.5.1 hvilke personer, der modtager en årsopgørelse i medfør af SKL § 8, stk. 1, og dermed har frist 1. maj efter indkomstårets udløb med at indgive oplysningerne i SKL § 2.