I skal ikke indberette om:
- Regenten og dennes ægtefælle.
- Regentens, og tidligere regenters, børn og deres ægtefæller.
- Medlemmer af kongehuset, som efter grundlovens § 11 får fastsat års-penge.
- Dødsboer efter ovennævnte personer
- Fremmede staters herværende diplomatiske repræsentation
- Diplomatisk anmeldte personer
- Administrativt og teknisk personale samt tjenestepersonale ved herværende diplomatiske repræsentationer, når de pågældende ikke er danske statsborgere
- Det diplomatiske personales samt det administrative og tekniske personales familiemedlemmer, der hører til det nævnte personales husstand og ikke er danske statsborgere
I skal have dokumentation for at personens konti er undtaget for indberetning.
Identitetskort udstedt af Udenrigsministeriet anvendes til dokumentation for, at der er tale om diplomatisk anmeldte personer eller administrativt og teknisk personale samt tjenestepersonale ved herværende diplomatiske repræsentationer, når de pågældende ikke er danske statsborgere. Det samme er tilfældet for det diplomatiske personales samt det administrative og tekniske personales familiemedlemmer
De internationale organisationer, som Danmark har indgået værtsskabsaftaler med, og hvor de ansatte kan opnå de samme privilegier og immuniteter som diplomatiske repræsentationer, skal findes på listen, der er offentliggjort af Udenrigsministeriet. Find listen her: The Protocol Department (um.dk).
De øverste embedsmænd, kan identificeres ved hjælp af deres identitetskort, der er udstedt af Udenrigsministeriet, hvor foruden navnet på den internationale organisation, under titel står "Official (diplomat)" (på kort udstedt efter november 2020) eller "Diplomat" (på gamle kort) samt på de nyeste kort udstedt efter november 2022 vil der fremgå "Official (Diplomat)"; "Other United Nations Personnel (Diplomat)" eller "Dependent Family Member (Diplomat)".
Der er en række enheders konti, I ikke skal indberette om.
Indberetning skal undlades vedrørende
- Skattefrie institutioner m.v., der er nævnt i selskabsskattelovens § 3
- Statsanerkendte arbejdsløshedskasser
- Pengeinstitutter, pensionskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber
I skal have dokumentation for, at enhedens konti er undtaget fra indberetningen.
Skattefrie institutioner m.v.
►Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den indberetningspligtige skal have dokumentation for, at kunden er omfattet af selskabsskattelovens (SEL) § 3. Det skal være i form af institutionens m.v. registreringsbevis eller anden dokumentation fra Skattestyrelsen, hvoraf det fremgår, at denne er skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3.
Dette skal indtil videre administreres på følgende måde:
For så vidt angår nye kundeforhold, der etableres efter 1. januar 2024, skal pengeinstituttet indhente den nævnte dokumentation hos kunden, hvis det vurderes, at kunden kan være fritaget efter SEL § 3. Skattestyrelsen kan ikke - inden for gældende regler - offentliggøre en fuldstændig liste over alle selskaber, foreninger og institutioner, der er registreret som skattefritaget efter SEL § 3, til brug for den indberetningspligtiges vurdering af, om der skal undlades indberetning om eksisterende kunder efter SIL § 51. Henset hertil vil Skattestyren ikke på nuværende tidspunkt pålægge den indberetningspligtige at foretage gennemgang eller revurdering af alle eksisterende kunder. Bliver pengeinstituttet opmærksom på, at en kunde fejlagtigt er registreret som skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3 i pengeinstituttets system, og der dermed ikke er sket indberetning på kunden, skal der foretages indberetning for de åbne kalenderår i rentesystemerne.
Skattestyrelsen undersøger pt. mulighederne for at få hjemmel til at kunne offentliggøre en liste over skattefrie institutioner, som er registreret efter selskabsskattelovens § 3.◄
Statsanerkendte arbejdsløshedskasser
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings udgiver en liste over de statsanerkendte arbejdsløshedskasser. Listen kan ses her: A-kasser og brancheorganisationen (star.dk)
Pengeinstitutter, pensionskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber
Pengeinstitutter, pensionskasser, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber skal være underlagt Finanstilsynets tilsyn. Er der tale om udenlandske pengeinstitutter m.v., så skal de være underlagt hjemlandets tilsyn.