Parter

A

(v/advokat Johan Skovmøller Albrechtsen)

mod

Skatteministeriet

(v/advokat Anne Larsson)

Denne afgørelse er truffet af dommer Hans J. Christensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Retten har modtaget sagen den 12. juli 2022.

Sagen drejer sig om, hvorvidt skattemyndighederne har været berettiget til at forhøje A skatteansættelse for indkomstårene 2013 og 2014 med beløb indbetalt på hans bankkonto fra NJ i alt 1.420.000 kr. 

A har nedlagt følgende påstand:

Der nedlægges principalt påstand om, at A’s skatteansættelse for 2013 nedsættes med kr. 90.000, og for 2014 nedsættes med kr. 1.330.000.

Der nedlægges subsidiært påstand om, at A’s skatteansættelser for indkomstårene 2013 og 2014 hjemvises til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

I 2013 blev der ved 4 overførsler fra NJ til A’s bankkonto indsat 90.000 kr., og i 2014 blev der ved 12 overførsler fra NJ indsat 1.330.000 kr.

Det fremgår af en udateret erklæring fra JH, hvilken erklæring indgik i skattemyndighedernes administrative behandling af sagen:

"…

Undertegnede bekræfter hermed, at A, der har været en rigtig god ven gennem mange år, har hjulpet mig i forbindelse med overførsler fra NJ. For ikke at få blandet pengene ind i mit private budget, indvilgede han i, at hvis det var nødvendigt at modtage pengene fra NJ, og derefter videresende dem til mig, efter nærmere aftaler med mig.

A har ikke haft noget personligt med transaktionerne at gøre. Det er udelukkende en sag mellem mig og NJ. Pengene var til dækning af indkøbte materialer til NJ, udelukkende for at hjælpe ham, da jeg har rigtig gode rabatter flere steder. Disse rabatter er personlige, og derfor har jeg indkøbt materialer, og fået pengene løbende.

Jeg har været meget glad for A’s hjælp, som har gjort det nemmere for mig, og er ked af, hvis det har forvoldt problemer for ham.

Venlig hilsen

JH, sign.

Y1-adresse

…"

Ved SKATs afgørelse af 4. maj 2015 blev A’s skatteansættelse blandt andet forhøjet med 90.000 kr. for 2013 og 1.330.000 kr. for 2014, der vedrører indsættelserne fra NJ.

Landsskatteretten traf afgørelse den 28. april 2022, hvor SKATs afgørelse på dette punkt blev godkendt.

A har fremlagt kontoudskrifter fra den konto, hvor NJ indsatte de omhandlede i alt 1.420.000 kr. Kontoudskrifterne vedrører perioden 1. januar 2013 til 31. december 2014. Det fremgår heraf, at de nævnte beløb fra NJ blev indsat på kontoen. Det fremgår videre, at A 85 gange hævede kontante beløb mellem 1.000 kr. og 15.000 kr. i alt 1.003.000 kr. Det fremgår videre, at han i marts og april 2014 ved 3 transaktioner overførte i alt 180.000 kr. fra sin bankkonto til JH’s bankkonto.

Forklaringer

Der er afgivet partsforklaring af A og vidneforklaringer af JH og NJ.

A har forklaret, at han i 2013 og 2014 var malermester. Han kom i lære i 1968 hos malerfirmaet G1-virksomhed, hvor han fortsatte, efter han var udlært. Han overtog malerfirmaet G1-virksomhed i 1995. Han har arbejdet som maler i hele sit arbejdsliv.

De omhandlede indsættelser fra NJ på sagsøgerens konto i 2013 og 2014 vedrørte ikke ham, men var til JH. JH var en god kammerat, og JH havde problemer med sin bank. JH var bange for, at banken ville sætte sig på indsættelser på kontoen, og han skulle bruge pengene til at købe materialer. Sagsøger indvilgede i at hjælpe JH.

Nærmere adspurgt, hvordan og hvor godt de kendte hinanden forklarede han, at JH også var håndværker og kom på en pub, som sagsøgeren dengang ejede i Y2-by. Der mødtes de indimellem over et par øl og talte sammen. Selvom de egentlig ikke kendte hinanden specielt godt, ville han gerne hjælpe JH. Det så han ikke noget problem i. Det var først senere, det gik op for ham, hvad det ville medføre af problemer. Dengang vidste han heller ikke, at det ville løbe op i så mange penge.

Det ligger helt fast, at alle overførslerne fra NJ, ikke har noget med ham at gøre. Det var penge til JH, og alle pengene er gået videre til JH. Sagsøgeren havde og har ikke nogen nærmere relation til NJ, og han havde ikke noget at gøre med baggrunden for overførslerne. Det var alene et mellemværende mellem NJ og JH.

Han har mødt NJ en eller to gange på en adresse i Y3-by. JH lavede en del arbejde for NJ. Han har ikke selv udført arbejde for NJ. Han har hjulpet JH en enkelt gang med at færdiggøre en terrasse og en times malerarbejde hos NJ, men ellers har han ikke været involveret i JH’s arbejde. Det var ikke noget, han fik noget for. Det var en ren vennetjeneste for JH.

I perioden fra 12. november 2013 til udgangen af 2014 hævede han penge på sin konto for at have kontanter til at betale JH. JH fik pengene, når de mødtes i Y2-by. Han kunne vist hæve op til 15.000 kr. kontant pr gang. 

Den udaterede erklæring fra JH fik han, da der opstod problemer. Det var for, at han selv ikke skulle komme i fedtefadet, men det kom han jo som bekendt alligevel. Han er sikker på, at erklæringen blev lavet, da han skulle aflevere noget materiale til SKAT.

Han ved ikke, hvilke undersøgelser SKAT har foretaget i forhold til NJ. På møderne hos SKAT talte de om, at pengene kom fra NJ og var til JH.

Der var ikke aftalt nogen slutdato for, hvor længe han ville låne sin konto til JH, men pludselig ophørte det. Alle penge modtaget fra NJ er afleveret til JH. Det er han helt sikker på.

Adspurgt af Skatteministeriets advokat har han forklaret, at JH lavede mange forskellige opgaver for NJ blandt andet noget med en indkørsel, anlagde have, monterede alarmsystem og satte nye vinduer i. Den første gang sagsøgeren var der, var det for at se på malerarbejdet, der var udført i NJ’s hus, og sagsøgeren kunne se, at kvaliteten ikke var i orden, men der kom ikke mere ud af det. Det var JH, der havde bedt sagsøgeren se på malerarbejdet. De talte ikke nærmere om, hvorfor sagsøgeren skulle se på malerarbejdet, det var vel bare fordi, at han var malermester. Han har ikke talt med NJ om malerarbejdet. En anden gang han kom forbi ved NJ’s ejendom, var det for at hilse på JH og få en øl med ham.

Det kunne ske, at han mødtes med JH, når JH udførte arbejde, da de dengang var gode venner. Sagsøgeren havde dengang selv 15 medarbejdere, som han kørte rundt og førte tilsyn med, og hvis JH arbejdede i nærheden, kunne det ske, at de mødtes.

Adspurgt, hvordan han holdt styr på, hvor mange penge han havde modtaget og hvor mange, han havde betalt til JH, forklarede han, at han plejede at skrive sådan noget ned i noter på sin telefon. Der var ikke nogen aftale om, hvor hurtigt pengene skulle udbetales til JH, men det var vel så snart som muligt. JH kom, når han havde brug for pengene.

Foreholdt, at han i 2013 modtog 90.000 kr. fra NJ forklarede han, at han hævede penge til at betale JH. Hævningen på 1.000 kr. ser mærkelig ud, men han husker den ikke. Foreholdt, at der frem til 16. januar 2014 alene blev hævet 46.000 kr., forklarede han, at pengene gik til JH. Differencen på 44.000 kr. må JH have fået på anden måde blandt andet fra provenuet af den pension, som blev hævet. Adspurgt, hvor det fremgår, at pensionsbeløbet var hævet kontant, husker han ikke, hvad der skete med provenuet. Han fastholdt, at alle pengene fra NJ er videregivet til JH.

Foreholdt, at provenuet fra pensionen ikke ses hævet kontant, ved han ikke, hvordan han så kan have anvendt provenuet til at betale JH. Det kan være, at han har betalt regninger for JH fra sin egen konto. Det mener han, at han gjorde et par gange. De omhandlede fakturaer er dog ikke en del af sagen.

Han solgte en lejlighed i Y4-land vist nok i 2012, hvor der var et overskud på et par millioner. Overskuddet var på en bankkonto. Det kan være, at han har anvendt nogle af de penge til at betale JH. Adspurgt, hvor det fremgår, at der er overført penge til JH eller hævet penge kontant til at betale JH, kan han ikke svare på det.

Adspurgt, hvorfor han betalte JH kontant, var det fordi, det var det, JH havde bedt om. Det var fordi, JH’s bank ellers kunne sætte sig på pengene. Det var derfor, han hjalp JH. JH havde ikke en anden bank, han kunne overføre til ud over de tre overførsler, der er foretaget. Adspurgt, hvorfor der kunne overføres 3 gange til JH, men ellers ikke, var det fordi, JH spurgte om det og for, at JH’s firma ikke skulle gå konkurs. Det var dog ikke noget, de rigtig talte om. Han gjorde bare, som JH bad ham om for at hjælpe JH. Han vidste ikke, at JH havde en privat fælleskonto med sin hustru. Når han tidligere har nævnt det, var det på grund af en misforståelse og noget, han havde taget fejl af.  

Foreholdt, at der er modtaget 1.420.000 kr., men at der alene ses hævet 1.183.000 kr. fastholder han, at JH har modtaget samtlige 1.420.000 kr. Han husker ikke, hvordan JH fik differencen, men han fastholder, at JH har fået det fulde beløb, der er indgået fra NJ. Det ligger helt fast. Han har intet fået ud af at hjælpe JH, og det var heller aldrig meningen.

Han har ikke fået anden hjælp af JH til denne sag end den fremlagte udaterede erklæring fra JH. Han kan ikke svare på, hvorfor han ikke har modtaget bogføringsmateriale om arbejdet for NJ fra JH, men han går ud fra, at JH har bogført det.

Han ved ikke, om JH udførte arbejderne for NJ i et selskab eller i personligt regi.

Det er efterfølgende kommet bag på ham, at det er løbet op i 1.420.000 kr. Han omsatte dengang for over en million i sit eget malerfirma, og han tænkte derfor dengang ikke nærmere over beløbene. Han sagde aldrig fra over for overførslerne, men han hjalp JH for at hjælpe ham med at overleve professionelt. Efterfølgende gik JH konkurs og blev skilt, og deres kontakt ebbede ud.

JH har forklaret, at han har drevet selvstændig virksomhed med alarmer i 30 år frem til 2018. Han og A er venner.

Han kendte for en del år siden NJ, der havde købt et stort hus. NJ spurgt vidnet om arbejder med renovering af huset, og de aftalte, at vidnet skulle udføre en række opgaver for NJ, hvilke opgaver greb mere og mere om sig. Det stod på et helt år. NJ betalte ved at overføre penge til A. Det var vidnet, der havde bedt NJ om at betale til A’s konto. Vidnet havde forinden spurgt A om det, og det var A med på at for at hjælpe vidnet. Baggrunde for dette var, at vidnets firma gik dårligt, og der var overtræk på kassekreditten, hvorfor pengene ikke kunne gå ind på vidnets egen konto. I givet fald ville banken sætte sig på de penge, som vidnet skulle bruge til at købe materialer for til arbejderne hos NJ.

Han mener, at NJ vidste, at det var A’s konto, der blev overført til.

Foreholdt udateret erklæring, bilag 2, er den 5 - 7 år gammel. Han forstår derfor ikke, at der er kommet denne sag ud af det. A hjalp ham bare og har ikke tjent en krone. Det var heller aldrig meningen, at A skulle tjene noget på det. A var bare venlig og hjalp vidnet.

Vidnet udførte som nævnt arbejder for NJ og indkøbte materialer til brug for arbejderne. NJ havde en stor villa ved Y5-område. Vidnet købte døre og vinduer til arbejderne. Vidnet lavede også ny terrasse, belysning, carport og udgravede til kælder. Vidnet købte materialer for 500.000-600.000 kr. til opgaverne hos G2-virksomhed, hvor han kunne opnå personlige rabatter.

Nærmere adspurgt om, hvordan det kom i stand, at A’s konto skulle anvendes, forklarede han, at han spurgte A, om han kunne hjælpe og forklarede ham problemerne med banken samt, at han havde behov for at tjene nogle penge, da vidnets kassekredit var overtrukket med over en halv million kr., og derfor var lukket. Han er ret sikker på, at NJ vidste, at pengene blev overført til A’s konto. Når arbejderne for NJ var udført, overførte NJ et acontobeløb til A’s konto. Foreholdt kontoudtoget, postering den 3. november og den anførte tekst fra NJ, forklarede han, at når arbejderne var udført, kom der et acontobeløb. Han mener ikke, at han har sendt en faktura på det nævnte beløb.

De omhandlede 1.420.000 kr. fra NJ til A’s konto er modtaget fra A af vidnet. Det er han helt sikker på. Der er for vidnet slet ingen tvivl om, at A gav ham alle de penge, der blev overført fra NJ. A havde ikke noget med de penge at gøre, det var vidnets penge. En del af beløbet blev overført til enten vidnets firma- eller privatkonto.

Adspurgt af Skatteministeriets advokat forklarede han, at han var presset på økonomien, og derfor kunne han hverken anvende sin privatkonto eller en firmakonto til at modtage overførslerne fra NJ. Det var derfor, A hjalp med en konto. Han tænkte ikke på at oprette en konto i en anden bank.

De omhandlede arbejder, der blev udført over en periode på 7-8 måneder eller et års, blev udført af ham i personligt regi. Arbejderne blev bogført og indberettet. Adspurgt, hvorfor han ikke har hjulpet A med fakturaer og bogføringsmateriale, var det ikke noget, han og A talte om. Vidnet troede, at den erklæring, han lavede, var tilstrækkelig. Han forstår stadig ikke, hvorfor der er kommet denne sag ud af det, når A ikke har noget med de penge at gøre.

Nærmere adspurgt, hvordan NJ vidste, hvilke beløb, han skulle betale, forklarede han, at det var noget, han og NJ aftalte mundtligt. Det var acontobeløb, NJ betalte, efterhånden som opgaverne blev afsluttet.

Adspurgt, hvordan han fik penge af A, forklarede han, at A betalte ham kontant, efterhånden som pengene blev modtaget fra NJ. A kom, når vidnet skulle betale leverandører. A gav ham måske 20.000 kr. måske 30.000 kr. afhængig af, hvor mange penge vidnet stod og skulle bruge. Beløbene, som vidnet skulle have af A, var noget, han og A aftalte, når vidnet stod og skulle bruge pengene. Adspurgt, hvor lang tid i forvejen, de aftalte det, husker han det ikke længere. Det var noget, de fandt ud af hen ad vejen. Han fik derefter pengene, når A havde dem, men han husker ikke detaljerne, da det er 10 år siden. Han forstår ikke, at der først bliver spurgt om alt det her efter så lang tid.

Nærmere adspurgt, hvordan der blev holdt regnskab mellem ham og A, og hvor mange penge han fik, forklarede han, at han er 100% sikker på, at han fik alle de penge af A, som NJ have overført til A. Af de penge, vidnet modtog fra A, gik omkring 500-700.000 kr. til betaling af leverandører, der blev betalt kontant. Resten af pengene beholdt han til sig selv til at leve for.

På ny adspurgt, hvordan han kan vide, at alle de penge, NJ overførte til A, blev videregivet til vidnet, forklarede han, at han vidste, hvad NJ skulle betale, og han ved, han har fået alle pengene. Han stoler også fuldstændig på A. Han vidste, hvor mange penge der var, og hvor meget han selv fik, men det var ikke sådan, at de sad og holdt styr på det i et regneark. Han fastholder, at han ved 100%, at han har fået alle pengene af A.

Adspurgt, hvorfor der blev overført nogle beløb til hans konto, var det fordi, han bad om det, så han kunne få lukket nogle private konti.

NJ har forklaret, at han ikke kender A.

Han fik ombygget sin ejendom i Y3-by i 2013 og 2014. Det var en totalrenovering. De havde først en entreprenør på, der stod for en del arbejder. Han fik kontakt til JH, der kom og opsatte et alarmanlæg. Da JH var der, talte de om, hvad JH ellers kunne lave herunder med terrasse og beplantning. JH sendte et tilbud, og de blev enige om, at JH skulle udføre arbejderne. Senere i forløbet talte de om kælderen, og JH kom med et rimeligt tilbud på også det, og det gik JH også i gang med.

Han har betalt over 2 mio. kr. til den første entreprenør og omkring 1 mio. til JH. JH stod blandt andet for arbejder med indkørsel, hegn og bede, der kostede omkring 373.000 kr. inkl. moms. Vist bilag 7 er det samme tilbud, som han selv har, og som blev udført af JH. Det viste tilbud er det eneste skriftlige materiale han har tilbage fra samarbejdet med JH. Resten er kasseret efter alle de år.

Han betalte i rater til JH, herunder da JH skulle indkøbe materialer. JH anviste et kontonummer, som vidnet indbetalte på. Han gik ud fra, at han betalte til JH’s firmakonto.

Så vidt han husker var A ude og male lidt hos vidnet måske 1 eller 2 dage. Han husker ikke præcis, om det var malerarbejde eller noget andet, A udførte. Ellers blev alle arbejder udført af JH eller nogen, der hjalp JH. Det var JH, der indkøbte materialer til de arbejder, JH stod for.

Vist bilag 3 med indbetalinger fra ham, kan det godt passe, at han betalte de nævnte beløb, som han gik ud fra, at han indbetalte på JH’s konto. Det var acontobeløb, han betalte. Det var meningen, at der til sidst skulle komme en slutafregning fra JH. Han var ikke klar over, at han betalte til en andens konto og ikke JH’s konto.

Han husker ikke i hvilken periode JH udførte arbejderne, men det var i hvert fald over flere måneder.

Når JH afsluttede delopgaverne, kom han og bad om et acontobeløb. Vidnet kendte tilbudspriserne for de enkelte opgaver og betalte ikke mere end det som acontobetaling. Der kom aldrig den lovede slutafregning fra JH, selvom han har rykket for den mange gange.

JH’s arbejde blev udført gennem G3-virksomhed, som det også fremgår af det foreviste tilbud, bilag 7.

JH’s arbejde blev som nævnt udført, og det vidnet løbende betalte, passede meget godt med de tilbud, der var afgivet, men JH sendte som nævnt aldrig en slutafregning. Det var JH, der fortalte ham, hvilket kontonummer, han skulle betale til.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført:

"…

HOVEDANBRINGENDER

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at foretage en forhøjelse af A’s skatteansættelser i indkomstårene 2013-2014.

Til støtte herfor gøres det gældende, at A ikke er rette indkomstmodtager af de indsætninger, der er indsat på hans bankkonto i indkomstårene 2013-2014.

... ...

Spørgsmålet om, hvem en given indtægt skal henregnes til, betegnes som spørgsmålet om rette indkomstmodtager og udspringer af statsskattelovens § 4.

Af statsskattelovens § 4 fremgår, at den skattepligtige indkomst skal opgøres som den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

Aage Michelsen anfører på side 712 i Lærebog om indkomstskat, 18. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2019, at der af udtrykket "den skattepligtiges samlede årsindtægter" kan udledes "det princip, som vel umiddelbart forekommer åbenbart, at det er skatteyderens egne indtægter, der skal beskattes hos ham eller hende og ikke andre skatteyderes indkomst."

Det følger således direkte af skattelovgivningen, at princippet skal respekteres.

Det er fast antaget, at der også ved den skatteretlige bedømmelse skal tages udgangspunkt i realiteten frem for formaliteten.

Der kan henvises til professor, dr.jur. Jan Pedersens fremstilling af skatterettens realitetsgrundsætning i Skatteretten 1, 6. udgave, side 149ff. Her omtales skatterettens realitetsgrundsætning som en ulovbestemt generalklausul, hvis hovedindhold er kravet om, at beskatningen ved skatteudnyttelser knyttes til realindholdet i de dispositioner, som beskatningen skal ske i forhold til, snarere end dispositionernes formelle iklædning.

Videre anføres følgende:

"Det er kendetegnende for realitetsgrundsætningens retlige konklusioner, at de ikke er baseret på ekstraordinært intensive fortolkninger af de berørte skatteretlige dispositioner. En fortolkning i forhold til den af skatteyderne fremmanipulerede formalitet vil jo netop medføre, at skatteudnyttelsen er uangribelig. I stedet foretages realitetsbedømmelsen af de økonomiske dispositioner, som skattelovgivningen skal anvendes i forhold til, hvorved dispositionens reelle, men oftest modstående virkelige indhold fremtræder. Først herefter foretages en sædvanlig lovfortolkning på grundlag af det nu fremkomne retsfaktum."

Det gøres derfor gældende, at en undtagelse til udgangspunktet netop er det tilfælde, hvor de formelle forhold savner realitet, og hvor den pågældende skatteyder således ikke er den reelle indkomsterhverver. I praksis lægges der følgelig også vægt på, at det er den person, der modtager indtægterne, som er rettet skattesubjekt.

Som eksempel fra retspraksis kan nævnes Højesterets dom offentliggjort i SKM2004.67.HR, hvor en fader havde indgået en aftale med sin søn om forpagtning af farens landbrugsejendom. Faderen havde afholdt samtlige udgifter og modtaget samtlige indtægter.

Højesteret lagde til grund, at forpagtningsaftalen alene var indgået med henblik på, at faderen kunne opnå efterløn, og fandt herefter, at aftalen savnede forretningsmæssig baggrund og realitet. Højesteret anså herefter faderen for rette indkomstmodtager af indtægterne ved ejendommens drift.

Videre er det i retspraksis fastslået, at der ikke skal ske beskatning af den skatteyder, der modtager midler på vedkommendes bankkonto, hvis vedkommende kan løfte bevisbyrden for, at vedkommende reelt ikke er ejer af de penge, der er indsat på kontoen, idet vedkommende blot har "udlånt" kontoen til tredjemand.

Der kan herved henvises til SKM2013.537.ØLR, hvor Østre Landsret fandt, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at han ikke var rette indkomstmodtager af beløbet, der var indsat på hans konto. Landsretten lagde vægt på samstemmende vidneforklaringer fra udenforstående parter, som alle var af den opfattelse, at det var skatteyderens søn, der havde den bestemmende indflydelse i virksomheden. Landsretten henviste til, at en af kunderne i den i sagen omhandlede virksomhed havde forklaret, at det efter hans opfattelse var skatteyderens søn, der bestemte i virksomheden. Landsretten henviste også til, at sønnen var sigtet for som leder af et selskab at have begået forsætlig momsunddragelse for ca. 4,4 mio. kr.

Tilsvarende løftede skatteyderbevisbyrden i SKM2014.254.ØLR. Sagen handlede om en skatteyder, som drev bogførings- og revisionsvirksomhed, og som var blevet forhøjet med en række beløb, der i indkomstårene 2005 og 2006 var indsat på hans bankkonti, som udeholdt omsætning. Landsretten fandt på baggrund af en række konkrete omstændigheder, at skatteyderen havde godtgjort, at der ikke var erhvervet ret til beløbene, som var indsat i 2005. Landsretten lagde herved bl.a. vægt på, at den tredjemand, som bankkontoen var udlånt til, tidligere var idømt 2 års fængsel for moms- og skattesvig for meget betydelige beløb begået i samme periode. Hertil kom, at der i byretten var afgivet vidneforklaring om, at tredjemand havde benyttet en lignende fremgangsmåde 2-3 gange før.

Landsskatteretten nåede frem til lignende resultater i kendelse af 16. maj 2012 (j.nr. 11-02832) og i kendelse af 9. juli 2010 (j.nr. 09-01741), hvor vidneforklaringer ligeledes blev tillagt afgørende betydning. Ligeledes fandt byretten i SKM2016.348.BR, at skatteyder havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var erhvervet ret over indsætninger på skatteyderens bankkonto. Sagen vedrørte, hvorvidt to skatteydere (en søn og hans fader) skulle beskattes af nogle hævninger, som de havde foretaget fra tredjemands (sønnens svigerfars) konto. Sønnen havde i henhold til en fuldmagt fra sin svigerfar i 2009 og 2010 hævet i alt ca. kr. 4,4 mio. fra kontoen. Sønnen havde desuden i tre tilfælde i 2010 givet sin fader fuldmagt til at hæve penge på kontoen, og faderen hævede herefter i 2010 i alt kr. 193.000 fra kontoen.

Retten fandt under henvisning til en række omstændigheder, at sagsøgerne havde godtgjort, at sønnen udelukkende havde fuldmagt til at hæve beløbene på sin svigerfars konto, og at de af sønnen og hans fader hævede beløb var blevet videregivet til sønnens svigerfar. De hævede beløb skulle følgelig ikke betragtes som skattepligtig indkomst for skatteyderne.

Ifølge praksis gælder undtagelsen til hovedreglen også, hvor skatteyder har været bevidst om uoverensstemmelsen mellem de formelle og de faktiske omstændigheder, jf. eksempelvis TfS 1987, 406 og UfR 2000.780 H.

At realiteten og ikke formaliteten er afgørende, er yderligere bestyrket af Skatteministeriets egen procedure bl.a. i sagerne SKM2002.160.ØLR og SKM2002.681.VLR, hvor det i begge sager af Skatteministeriet anføres, at "dansk skatteret bygger på, hvad der er realitet".

Der skal ligeledes henvises til Landsskatterettens sammenhængende kendelser af 4. september 2013 (j.nr. 12-0189407) og (j.nr. 12-0189405), hvor SKAT omvendt påstod, at der var tale om stråmandsvirksomhed, men efter en konkret realitets-bedømmelse ikke fik medhold heri.

Om praksis kan det sammenfattende anføres, at man i sager, hvor der påstås at være tale om udlån af bankkonti til brug i forbindelse med virksomhedsdrift, foretager en helt konkret realitetsbedømmelse af omstændighederne omkring virksomheden. Det forhold, at der overføres eller indsættes midler på en given skatteyders konto fra erhvervsmæssig virksomhedsdrift, er ikke ensbetydende med, at det også er bankkontoens indehaver, der skal beskattes af indsætningerne. Landsskatterettens sammenhængende kendelser af 4. september 2013 (j.nr. 120189407) og (j.nr. 12-0189405) er således udtryk for, at den formelle registrering ifølge skattemyndighedernes egen praksis ikke kan anses for afgørende, når det skal vurderes, hvor indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed skal beskattes.

... ...

Det gøres gældende, at alle de faktiske forhold i nærværende sag - hvilket også er de reelle forhold - taler til støtte for, at A ikke har del i de aktiviteter, som har skabt omsætning i JH’s virksomhed.

Der er således ikke tale om, at de indsatte beløb er indtægter, som

A har oppebåret og endsige erhvervet ret til.

Det gøres gældende, at skattemyndighederne - når der statueres yderligere indkomst - bør kunne påvise, at indkomsten skulle være modtaget for udført arbejde. Det har skattemyndighederne ikke gjort i nærværende sag.

Det gøres derimod gældende, at overførslerne ikke repræsenterer arbejde, som A har udført, hvorfor det bestrides, at A er rette indkomstmodtager af de beløb, der er overført til hans konto.

Det bemærkes i den forbindelse, at det set i lyset af overførslernes samlede størrelse forekommer usandsynligt, at A skulle have udført aktiviteter i et omfang, som kunne indbringe ham en indtægt i den størrelsesorden, som skattemyndighederne lægger til grund for forhøjelsen, samtidig med at A har passet sit daglige arbejde i G1-virksomhed.

Derimod gøres det gældende, at der er tale om betalinger til JH modtaget fra NJ, som er indsat på As bankkonto med hans tilladelse.

Det gøres gældende, at A har videregivet samtlige beløb, som er modtaget fra NJ. A foretog kontanthævninger i forlængelse af, at han modtog overførslerne, jf. bilag 3 og 4 (Ekstrakten s. 87-166 og 183-187). Endvidere foretog A tre overførsler til JH den 11. marts 2014, 25. marts 2014 og 16. april 2014 på samlet kr. 180.000.

Det gøres således gældende, at A har godtgjort, at han ikke har erhvervet ret til de overførsler, som NJ har overført til ham.

Det gøres således gældende, at JH er rette indkomstmodtager og omkostningsbærer i relation til overførslerne til A’s bankkonto i perioden 2013-2014, som således ikke udgør skattepligtige indtægter for A, samt JH siden sagen blev behandlet ved Landsskatteretten, har erkendt dette forhold, jf. bilag 2 (Ekstrakten s. 181).

Det gøres videre gældende, at det forhold, at A udlånte en bankkonto i sit navn, ikke i sig selv bevirker, at det også er ham, der skal anses for ejeren af de indsatte beløb herpå, jf. SKM2013.537.ØLR og SKM2014.254.ØLR.

På baggrund af det ovenfor anførte gøres det gældende, at alle andre forhold end de formelle forhold entydigt peger på, at JH er rette indkomsterhverver af de omhandlende overførsler til A’s bankkonto. Således har A i relation til de formelle forhold alene fungeret som modtager af beløbene for det materiale og arbejde, som JH har købt og udført for NJ.

Det gøres sammenfattende gældende, at A har godtgjort, at det rettelig er JH, der er rette skattesubjekt i relation til overførslerne fra NJ, og at A hverken har modtaget eller erhvervet ret til de midler, der er overført til hans bankkonto. Der er følgelig ikke grundlag for at beskatte A af de pågældende overførsler i indkomstårene 2013-2014.

…"

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført:

"…

3.1 Det retlige grundlag

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at A er skattepligtig af indsætningerne på sin konto fra NJ på samlet 1.420.000 kr. i indkomstårene 2013 og 2014.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4.

Det påhviler en skatteyder at selvangive sin indkomst, ligesom skatteyderen skal kunne dokumentere sine indkomst- og formueforhold, jf. den dagældende skattekontrollovs §§ 1 og 6 B (lovbekendtgørelse nr. 819 af 27. juni 2011 og lovbekendtgørelse nr. 1264 af 31. oktober 2013).

Såfremt en skattepligtig har modtaget beløb af en vis størrelse, påhviler det den pågældende gennem objektive kendsgerninger at godtgøre, at beløbet ikke udgør skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, jf. eksempelvis UfR 2011.1599 H og UfR 2009.163 H.

Det er derfor A, som har bevisbyrden for, at indsætningerne på hans konto ikke udgør skattepligtig indkomst, jf. f.eks. SKM2008.905.HR og UfR 2008.857 H.

3.2 A er skattepligtig af indsætningerne

A fik i 2013 og 2014 indsat en lang række beløb på sin private konto (bilag 4).

I 2013 blev der indsat 90.000 kr. fordelt på 4 indsætninger, og i 2014 blev der indsat 1.330.000 kr. fordelt på 12 indsætninger (bilag 4 sammenholdt med bilag 1, s. 6 og 7).

Beløbene er af en betydelig størrelse og er indsat over en længere periode, og bevisbyrden for, at indsætningerne på A’s konto ikke udgør skattepligtig indkomst, må derfor anses for skærpet.

A har ikke løftet denne bevisbyrde.

3.2.1 A har ikke godtgjort, at han ikke er rette indkomstmodtager af indsætningerne

A gør gældende, at han ikke er rette indkomstmodtager af de indsatte beløb, og at han derfor ikke skal beskattes af indsætningerne.

A gør i den forbindelse gældende, at overførslerne ikke er tilgået ham, men rettelig er tilgået JH, idet "A stillede sin bankkonto til rådighed for JH i forbindelse med betaling af arbejde, som JH udførte for NJ." (stævningen, s. 7, 1. afsnit).

A har ikke godtgjort, at beløbene - som ubestridt er indsat på hans konto - alligevel ikke er tilgået ham.

A har således ikke fremlagt objektive kendsgerninger, som viser, at JH var rette modtager af indsætningerne, at hævningerne blev videregivet til JH, eller at hævningerne i øvrigt vedrørte JH.

3.2.1.1 Forklaringen om begrundelsen for indsætningerne er usædvanlig og udokumenteret

A’s forklaring om baggrunden for, at JH anvendte hans konto i stedet for sin egen konto, er usædvanlig. A har således anført, at han stillede sin konto til rådighed for JH, eftersom at hvis NJ betalte direkte "til JH’s NJ’s private fælles-konto, kunne hans ægtefælle få adgang til pengene", og "ville løbe med pengene", og at hvis NJ havde betalt til "JH’s firmakonto, havde der været en risiko for at pengene blev låst af banken til dækning af kassekreditten" (replikken, side 2, 3. afsnit).

Det er uklart, hvorfor JH’s ægtefælle angiveligt ville kunne få adgang til betalinger fra NJ, men derimod ikke til bankoverførslerne modtaget fra A (bilag 4, side 37 og 47), samt hvorfor JH ikke blot oprettede en konto, som ægtefællen ikke havde adgang til.

Eftersom forklaringen er usædvanlig, stilles der strenge krav til A’s bevis for, at indsætningerne ikke tilhører ham, jf. UfR 1998.898 H og SKM2019.391.ØLR.

3.2.1.2 Kontanthævningerne støtter ikke, at A ikke er rette indkomstmodtager

A gør gældende, at hævningerne på kontoen viser, at indsætningerne vedrørte JH, idet indsætningerne blev hævet kontant og givet til JH. Det bestrides.

For det første bemærkes, at der ikke er en beløbsmæssig eller tidsmæssig sammenhæng mellem indsætningerne på A’s konto og de påberåbte kontanthævninger og overførsler til JH (bilag 3 sammenholdt med bilag 4). Det er således ikke muligt at følge de påståede pengestrømme.

F.eks. blev der den 20. januar 2014 indsat 60.000 kr., mens der efterfølgende i perioden fra den 21. januar 2014 til den 6. februar 2014 blev hævet 82.000 kr. fordelt over 8 hævninger (bilag 3, side 1). Det er således ikke muligt at følge en pengestrøm, der understøtter en forklaring om, at de indsatte beløb blev videre-overdraget til JH.

Det fremgår også af kontoudtoget, at der den 4. oktober 2013 blev indsat 439.202,20 kr. på hans konto (bilag 4, side 29). Dette beløb ses imidlertid ikke hævet fra kontoen igen.

Dertil kommer, at det alene fremgår af kontoudtoget, at der blev hævet 1.183.000 kr. kontant fra hans konto, ud af de i alt 1.420.000 kr., som ifølge A’s forklaring alle skulle være blevet overført eller hævet kontant efterfølgende og givet til JH A har anført, at det skyldes, at han var "i besiddelse af et større kontantbeløb, som uden videre kan rumme den pågældende difference på kr. 237.000", idet "A hævede sin ratepension den 4. oktober 2013 og dermed fik udbetalt kr. 439.202,20" (replikken side 2, 2. afsnit).

A’s forklaring om, at han var i besiddelse af et større kontantbeløb, som uden videre kunne rumme den pågældende difference på 237.000 kr., er også udokumenteret, og det er ikke muligt at følge en pengestrøm, der understøtter forklaringen.

Det er heller ikke dokumenteret, at A har hævet den udbetalte ratepension på 439.202,20 kr. fra sin konto, ligesom der ikke foreligger nogen forklaring på, hvorfor A skulle have hævet dette beløb kontant, således at han var i besiddelse af beløbet kontant.

For det andet bemærkes, at for de beløb, som er hævet kontant, er der hverken dokumentation for, at indsætningerne var rettet mod JH, eller at JH modtog kontanthævningerne.

For det tredje bemærkes, at det er uden betydning for skattepligten, hvordan A har anvendt indsætningerne tilgået ham. Det forhold, at han i flere tilfælde hævede beløbene kontant, godtgør således ikke, at indsætningerne ikke er skattepligtig indkomst for ham.

De kontante hævninger støtter således ikke, at A ikke er rette modtager af indsætningerne på hans konto.

3.2.1.3 Det er ikke dokumenteret, at JH arbejdede for NJ

A gør gældende, at det ved bilag 7 og 8 er dokumenteret, at JH har udført arbejde for NJ, og dermed at det er sandsynliggjort, at overførslerne fra NJ til A er betaling for arbejdet udført af JH.

Bilag 7 er betegnet "accepteret tilbud af 4. oktober 2014 fra G3-virksomhed". Bilag 7 er dateret 4. oktober 2014, og har på side 1 overskriften "Tilbud iflg. Aftale", en opgørelse over arbejde i henhold til tilbuddet, og en "pris iflg. tilbud" pålydende 373.625 kr. inklusive moms.

A gør hertil gældende, at "Arbejdet, som blev udført på NJ’s daværende ejendom i Y3-by, var blot en del af den samlede ombygning, som blev udført af JH’s selskab G3-virksomhed" (processkrift I, side 2). Bilag 8 er en CVR-udskrift, som dokumenterer, at G3-virksomhed var ejet af JH.

Skatteministeriet gør hertil indledende gældende, at det ikke kan lægges til grund, at det er korrekt, når A i Processkrift I, side 1, anfører, at "det fremgår af tilbuddet på side 1, at det er accepteret", og fremlægger dokumentet med tilbuddet under betegnelsen "accepteret tilbud […]".

Under teksten "Accepteret", i bilag 7, fremgår en tom underskriftlinje. Det såkaldt "accepterede" tilbud af 4. oktober 2014 er ikke påført nogen underskrift, som dokumenterer, at NJ har accepteret tilbuddet eller har haft det i hænde.

Det bemærkes videre, at der hverken er nogen tidsmæssig eller beløbsmæssig sammenhæng mellem overførslerne fra NJ og det "accepterede" tilbud af 4. oktober 2014.

Det fremgår ikke af de fremlagte kontoudtog, jf. bilag 4, at A har modtaget nogen overførsler, der beløbsmæssigt svarer til beløbene angivet i tilbuddet. Det fremgår heller ikke i øvrigt af de fremlagte kontoudtog, jf. bilag 4, at beløbene er overført til A i form af flere delbetalinger.

Det bemærkes desuden, at der af de fremlagte kontoudtog, jf. bilag 4, alene er foretaget to indbetalinger fra NJ, nemlig den 3. november 2014 og 23. december 2014, hvor der er indsat hhv. 150.000 kr. og 145.000 kr. på A’s konto, hvilket ikke stemmer overens med det fremlagte tilbuds pålydende, jf. bilag 7. De øvrige indbetalinger er alle foretaget før udstedelsen af tilbuddet og kan allerede af denne grund ikke anses for omfattet heraf.

Selv hvis det må lægges til grund, at en eller flere af overførslerne til A’s konto blev foretaget i henhold til tilbuddet, jf. bilag 7, så er der ikke nogen sammenhæng mellem overførslerne til kontoen og udbetalingerne fra kontoen, som understøtter, at beløbene rent faktisk blev videreformidlet til JH, og at beløbene derfor skulle være A’s indkomst uvedkommenende.

Det fremlagte bilag 7 godtgør derfor heller ikke, at de omhandlede indsætninger ikke udgør skattepligtig indkomst for A.

Det kan heller ikke lægges til grund, at det er korrekt, når A i processkrift I, side 1, anfører, at "Arbejdet, som blev udført på NJ’s daværende ejendom i Y3-by, var blot en del af den samlede ombygning, som blev udført af JH’s selskab G3-virksomhed".

Hertil bestrides det for det første, at det "accepterede" tilbud af 4. oktober 2014 dokumenterer, at arbejdet anført i tilbuddet faktisk blev udført, og for det andet, at G3-virksomhed udførte et større arbejde for NJ, end hvad fremgår af tilbuddet.

3.2.1.4 De øvrige dokumenter godtgør heller ikke, at A ikke var rette modtager

A har desuden fremlagt en erklæring fra JH (bilag 2).

I erklæringen oplyser JH, at han "bekræfter hermed, at A, der har været en rigtig god ven gennem mange år, har hjulpet mig i forbindelse med overførsler fra NJ. For ikke at få blandet pengene ind i mit private budget, Indvilligede han i, at hvis det var nødvendigt at modtage pengene fra NJ, og derefter videresende dem til mig, efter nærmere aftaler med mig." (bilag 2, 1. afsnit).

Erklæringen er ikke dateret, og det må lægges til grund, at den er indhentet til brug for denne skattesag, og erklæringen godtgør derfor ikke, at A ikke var rette indkomstmodtager af indsætningerne på sin konto, jf. f.eks. UfR 2002.1172 H.

A har også fremlagt et støttebilag (bilag 3), hvoraf de indbragte indsætninger med posteringsteksten "Fra NJ" og en række hævninger fremgår. Støttebilaget godtgør ikke, at indsætningerne ikke er tilgået A.

A har på grundlag af ovenstående ikke dokumenteret en klar sammenhæng mellem de omhandlede indsætninger og kontanthævninger samt overførsler til JH, og ikke godtgjort, at overførslerne fra NJ til A er hans indkomst uvedkommende.

Da A’s synspunkt således ikke er bestyrket af objektive kendsgerninger, har A ikke godtgjort, at indsætningerne - som ubestridt er indsat på hans konto - ikke er tilgået ham og derfor ikke skal beskattes af ham, jf. UfR 2009.476/2 H og SKM2015.633.ØLR.

Det gøres på dette grundlag gældende, at skattemyndighedernes forhøjelse af A’s indkomst på i alt 1.420.000 kr. i indkomstårene 2013 og 2014 er korrekt, jf. statsskattelovens § 4.

A har således ikke godtgjort, at de kontante indsætninger fra NJ på i alt 1.420.000 kr. i perioden fra 2013 til 2014 stammer fra allerede beskattede eller ikke er skattepligtige for ham. Indsætningerne er derfor skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

A har under sagen og i retten fastholdt, at de modtagne overførsler fra NJ på samlet 1.420.000 kr. ikke vedrørte ham, men var til JH, der havde udført arbejde for NJ.

JH og NJ har bekræftet, at overførslerne var til JH som betaling for udført arbejde, og JH har videre bekræftet, at han fik alle pengene af A.

Hverken A eller JH har imidlertid med undtagelse af kontooverførsler for 180.000 kr. kunnet redegøre for, hvordan, hvornår og med hvilke beløb, A afleverede pengene fra NJ til JH, selvom det drejer sig om store beløb over en relativ kort periode.

Retten finder herefter og efter en samlet og konkret bedømmelse af forklaringerne og beviserne, at A har godtgjort, at en del af overførslerne fra NJ ikke vedrørte ham men JH.

Ved vurderingen af, at A alene har godtgjort, at en del af overførslerne fra NJ ikke vedrørte ham, har retten lagt vægt på, at A som nævnt ikke har godtgjort, at han har været i besiddelse af kontanter til at betale JH hele differencen mellem kontooverførslerne på 180.000 kr. og det fra NJ modtagne beløb på 1.420.000 kr. Det er endvidere tillagt vægt, at NJ har forklaret, at A også deltog i arbejdet i 1-2 dage.

Ved vurderingen af, hvilken del af overførslerne på 1.420.000 kr., der herefter ikke vedrører A, indgår A’s støttebilag med redegørelse for de modtagne beløb og kontante hævninger, som påstås anvendt til delvis betaling til JH.

Retten bemærker hertil, at redegørelsen er uden klar sammenhæng mellem modtagne beløb fra NJ og de hævninger, der skulle være anvendt til at betale JH, ligesom opgørelsen medfører en difference på 237.000 kr., som der ikke er redegjort for.

Retten bemærker videre, at A i støttebilaget har medtaget alle kontante hævninger, selvom han i perioden forud også hævede kontante beløb, der må formodes anvendt til andre formål, ligesom han selv har forklaret, at det ser mærkeligt ud, når han i opgørelsen har medtaget mindre hævninger på eksempelvis 1.000 kr.

Retten bemærker således, at det ikke kan lægges til grund, at samtlige kontanthævninger, som A henviser til i sin opgørelse, kan henføres til tilbagebetalinger til JH, idet det allerede efter A’s egen forklaring må afvises, at hævninger under 5.000 kr. har relevans for sagen. Det bemærkes videre, at A i januar til oktober 2013 ses at have hævet omkring 70.000 kr. kontant, hvorfor han må formodes at have haft tilsvarende kontantbehov til andre formål i perioden fra november 2013 til december 2014.

Det må imidlertid efter forklaringerne medgives, at alt entydigt peger på, at i hvert fald hovedparten af overførslerne fra NJ var tiltænkt og er videregivet til JH.

Retten finder herefter og efter en samlet bedømmelse af forklaringerne og beviserne i sagen, at A har godtgjort, at 1.100.000 kr. af overførslerne fra NJ ikke vedrørte ham men JH, hvorfor A’s skatteansættelse for 2013 skal nedsættes med 90.000 kr. og for 2014 skal nedsættes med 1.010.000 kr.

Det bemærkes, at Skatteministeriet efter bevisførelsen i retten og navnlig efter JH’s og NJ’s forklaringer ikke har haft påstand om hjemvisning til fornyet behandling, hvorfor retten har foretaget en konkret bevisbedømmelse af nedsættelsesbeløbene og fordelingen heraf. Det er herunder tillagt vægt, at sagen allerede har haft et langvarigt forløb og bør finde en afslutning.

Vedrørende sagsomkostninger må A i forhold til sagens resultant anses som vinder af sagen. Skatteministeriet skal herefter betale sagsomkostninger til A med 50.000 kr. inklusive moms, der vedrører advokatudgifter og 4.500,00 kr., der vedrører retsafgifter, i alt 54.500,00 kr. Retten har ved udmålingen af beløbet til dækning af advokatudgifter lagt vægt på sagens værdi, forløb og udfald.

THI KENDES FOR RET:

A’s skatteansættelser for 2013 nedsættes med 90.000 kr. og for 2014 med 1.010.000 kr.

Skatteministeriet skal til A inden 14 dage betale sagens omkostninger med 54.500,00 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.