Vi kan se, at der er særlige områder som giver anledning til fejlsituationer. Vær derfor opmærksom på nedenstående punkter.

Indkomstperiode/Indkomstår
For kvartalsvis indberetning skal felterne "IndkomstPeriodeTil" og "IndkomstÅr" altid udfyldes. Læs mere i afsnit 4.3.1.

Afstemning af antal indberettede konti og beløb.
Det er vigtigt at I foretager afstemning af antal indberettede konti og beløb til jeres regnskab.
Kontroller beløb, som kan vise fejl fx dobbeltindberetning og decimalfejl, (Der skal indberettes i kroner og ikke i øre).
Kontroller altid at antal konti stemmer med det forventede. 
For hver masseindlevering af data kommer der en behandlingsrapport. Behandlingsrapporten skal bruges til afstemning af den enkelte fil.
Når alt er indberettet enten som masseindlevering eller enkeltindberetning, skal der trækkes en rapport i TastSelv Erhverv, hvor den skal bruges som en samlet kvittering til afstemning for indberetningerne pr. indberetningstype og periode. 
Find trin-for-trin guide i den tekniske vejledning, afsnittet 6.3 (søg i rapport).

Lån til juridiske personer
Indberetning af identifikationsoplysninger om en juridisk person vil medføre, at indberetningen får fejlkode 39 "Cvr-nummeret tilhører ikke en personlig ejet virksomhed".
Er lånet ydet til både en fysisk og en juridisk person, skal den juridiske person indberettes med kontohavervalg "Irrelevant kontohaver" (læs mere i afsnit 4.7). 
Fejlagtig indberetning af et lån, hvor lånet er ydet til en juridisk person, skal rettes ved at kontoen invalideres. Læs mere i afsnit 7.

Kontohaver er afgået ved døden mere end 2 år tilbage
I den situation at I indberetter et lån på en kontohaver der er afgået ved døden for mere end to år siden, får I advis 32.
Det er vigtigt, at I har fokus på at få registreret den debitor som overtager lånet efter dødsboet er afsluttet. 
Et eksempel:
Når en ægtefælle er afgået ved døden, vil den efterlevende ægtefælle typisk overtage lånet 100%. Så længe dødsboet indberettes som debitor på lånet, vil det efterlevende ægtefælle ikke automatisk få fradrag for 100% af renteudgiften.

LånForholdRestanceMarkering 
Det er vigtigt at præcisere at når en konto ikke er i restance, skal feltet udfyldes med "false". 
Feltet må kun udfyldes med "true" i den situation, hvor en nødlidende fordring købes af fx et inkasso-firma, og hvor kontoen har været i restance pr. 31. december året før. Det skal sikre, at data, som er i restance, ikke bliver brugt til opdatering af personens forskudsregistrering. Læs mere i afsnit 4.6.

Skift af PantIdentifikationNummer for et givent KontoID i året
Det er vigtigt ikke at ændre pantidentifikationsnummer for et givent KontoID i året.
Er der behov for at ændre pantidentifikationsnummer for det pågældende låneforhold, bør det først ske ved årsskifte, så det nye pantidentifikationsnummer første gang bruges ved indberetningen af første kvartal i det nye år.

Vi anbefaler, at rettelse af pantidentifikationsnummer isoleres i en rettelsesindberetning for sig selv.
Er der behov for at lave andre rettelser til lånet, skal det gøres i en separat rettelsesindberetning forud for rettelse af pantidentifikationsnummer. 
Det sikrer, at der sker korrekt visning af data i TastSelv Skatteoplysninger.

Eksempel med en rettelse:
Et lån er indberettet med restance ved en fejl og pantidentifikationsnummer skal ændres fra A til B.
Disse to rettelser sker i en rettelsesindberetning.
I TastSelv Skatteoplysninger vises:

Pantidentifikationsnummer A:
Der vil blive lavet en modpostering af den tidligere indberetning for pantidentifikationsnummer A. Da den stod med restance, vil den fortsat blive vist med restance, selvom beløbet er 0 kr.

Pantidentifikationsnummer B:
Den vil stå korrekt med det I har indberettet dvs. korrekte pantidentifikationsnummer og uden restance.

Det er derfor vigtigt at lave to rettelser i forbindelse med dette eksempel, da det er vigtigt at restance bliver fjernet fra pantidentifikationsnummer A ved rettelsesindberetning 1 og pantidentifikationsnummer bliver ændret ved rettelsesindberetning 2. Læs mere i afsnit 4.4.